Okkuperet
Jeg har rendt hovedet mod en mangel på interessant materiale i de tilgængelige streamingtjenester på det sidste, og det har fået mig til at søge ud i de lidt fjernere afkroge af f.eks. Netflix. Derfor har jeg prøvet kræfter med lidt forskellige serier og film uden for det normale sprogområde på det sidste: indiske zombier i Betaal, brasiliansk overvågningsdystopi i Alvidende (Onisciente), filippinske spøgelser i Eerie og så videre. Men hvis vi lige ser bort fra sæson 2 af den koreanske zombieserie Kingdom (for den gav mig lyst til at gå med sjove hatte) har den bedste oplevelse på det sidste dog været noget så eksotisk som norsk.
Jeg har set første sæson af science fiction-serien Okkuperet (som også har titlen Den russiske ambassadør af uvisse grunde), og det var god, gedigen gang spænding.
I en nær fremtid (sådan cirka en valgperiode væk, vil jeg tro) er Norge blevet ramt af konsekvenserne af klimaforandringer, og et nyt grønt parti har vundet statsministerposten på løftet om at stoppe af olie- og gasproduktion. Den proces er næsten færdig, da EU beslutter, at de ikke kan klare sig uden de norske oliereserver, og de tillader Rusland at gå ind i Norge for at “hjælpe” dem med at genetablere produktionen. Det er ikke en besættelse, men det er heller ikke ikke en besættelse. Alt foregår meget pænt og stille og roligt – den eneste forandring, den almindelige nordmand kommer til at mærke, er, at der flyder flere penge til landet.
Serien følger en række mennesker i den nye virkelighed: statsministeren, der gør alt for at undgå krig; ministerens bodyguard, som kommer til at arbejde med russerne; journalisten, som forsøger at afdække, hvad der virkelig foregår bag den pæne facade; restaurantejeren, hvis virksomhed overlever på grund af russerne; og så videre i en tilgang, der er ret god til at anskueliggøre, hvor svær hele situationen er.
Der er ikke nogle science fiction-elementer som sådan i serien ud over russernes tilstedeværelse og – føler man – lumske forsøg på at forøge selvsamme. Det bliver til en god, anspændt spændingsserie, hvor folkene bag ikke er bange for at træffe nogle hårde valg. Jeg har set sæson 1 (på Viaplay), som sagt, og anbefaler gerne – og ser frem til de to næste sæsoner.
Russerne, skal det nævnes, er ikke glade for serien.
5 kommentarer
Hæhæhæ!
Der er to muligheder: – enten kan man glæde sig over, at de dersens russere er så “krænkelsesparate”, at de hellere kaster sig over en norsk TV-serie end over utallige jamesbonder og jagter på rød oktobere og spioner der kommer ind fra kulden.
Alternativt kan man – i konspiratorisk modus – stille sig konkluderende og udbryde, at den modstand peger på, at der alligevel er noget om snakken 🙂
Nu skal jeg jo ikke være den …..
Men med tanke på al det bøvl, der har været, om gasledningen i Østersøen, og med tanke på, at Rusland, i maritim sammenhæng, i forhold til det geopolitiske vest, er ligeså “indelukket” som Det 3. Rige følte sig, så skal man edderbukkeme’ være naiv, hvis man tror at ikke så meget som en eneste timelønnet russisk strateg skulle kunne få ideen om okkupation af territorier, der leder til “større vandveje”. C’mon! Geopolitik er geopolitik, og krig er blot fortsættelsen af politik med andre midler (Clausewitz).
Iøvrigtfinder jeg anledning til en bemærkning (udover kommentaren): – Ham der Putin ( Ras Putin (Ras er arabisk og betyder “søn af” eller “det bedste i”) han har genopfundet sig selv ved at gribe tilbage, således at Rusland – idag – er et Zar-vælde, der absolut intet har at gøre med republik eller socialisme, uanset påstandene (både indefra og udefra) om at det skulle være tilfældet.Rusland er et Kejserrige med feudalherrer og klerikale og hele molletjavsen ( i en “moderne” setting” – se venligst “Richard III” med Gandalf i hovedrollen 🙂
hilsen Henning
Jeg kan huske, at jeg for nogle år tilbage rodede rundt i danske udgivelser fra 70-80erne – og der var godt nok mange oversatte svenske roman af lettere scifi-tilsnit, der startede med, at russerne gik ind i Sverige. Igen nok en ret nærliggende tanke.
“Air-strip One” hører – i denne nutid – vel til i fiktionens verden, den (militær)teknologiske udvikling taget i betragtning. For 60 år siden var det ikke en helt utænkelige doktrin. Russernes (kortvarige) okkupation (!) af Bornholm i 1945 fulgte også en doktrin om ankerpunkter ved/i Østersøen, samt en nærmest mytologisk ide om et fællesskab, stammende helt tilbage fra 8-900-tallet (Ladoga, Novgorod, Kiev). Om “Rus” se Ibn Faedlan.
Hertil kommer, at et større landområde i sydøst-sverige hedder “Roslagen”. Om der kan laves samme etymologiske udredning af det ord, som der kan med det engelske “Danelaw”, ved jeg ikke. Men der er ikke langt fra “Ros” til “Rus” (no pun intended), og ” -lagen” betyder “loven”, på svenska, forstås!
Så deeeeeeeet…..
Og så var der jo – og sikkert også som udslag af svensk paranoia og stemningen i bred almindelighed – en del “aktivitet” udfor den svenske Østersøkyst, dér i de første år af firserne (aldrig har så mange køleskabe befundet sig på så dybt vand 🙂
Fra fiktionens verden husker jeg mest en “Carl Hamilton”, hvor russerne har placeret en undervandsbase langt ind i svensk territorialfarvand. Den var sgu’ meget god. Undervandskampscener i buldermørke. Den ville ikke kunne filmatiseres 😀
Jo, i “night-vision” grøn, men så ryger hele ideen –
Hvilke titler kan du nævne om russisk invasion af Sverige?
Jeg søgte lige lidt – ikke med så stort held, som jeg huskede. Så enten har min hjerne overdrevet det, eller også skal jeg til at gå udgivelserne igennem igen (ydrk). Men i al fald et par stykker dukkede op:
Sune Andersson: Angreb på Sverige – I den nærmeste fremtid overtager Sovjetunionen magten i Sverige, efter at agenter i årevis har forberedt det nye samfundssystem ved at infiltrere statsadministrationen og medierne
Stuart Woods: Løgnens dyb (godt nok ikke svensk) – Ved et tilfælde opdager en kvindelig afdelingschef i CIA, at der foregår usædvanlig ubådsaktivitet i Østersøområdet, og snart bliver hendes værste anelser bekræftet. Sovjet forbereder invasion i Sverige
Sven Delblanc: Moria land – En gammel mand sidder i begyndelsen af 2000-tallet i vasalstaten Sverige og skriver til sin forsvundne søn for at klarlægge, hvordan velfærdsstaten kunne udvikle sig over formynderstat til kuet østlig lydstat (Det bliver vist ikke sagt lige ud, at det er Sovjetunionen, som er besættelsesmagten, men…)
[…] blev de inviteret til at overtage Norge, og så kom turen måske til Sverige i Den blomstertid nu kommer. Måske, siger jeg, og det er […]