Black Lives Metal (og Countrymusik)!
Dette afsnit er på flere måder ukurant (og forsinket — undskyld!), for det første glimrer Superkulturs head honcho, Janus, ved sit fravær. Hvordan skal det gå?!
Med udgangspunkt i Black Lives Matter-bevægelsen diskuterer Allan Haverholm musikgenrers iboende racisme med Allan Grønvall Pedersen, underviser i filmhistorie, cand.mag. i litteratur og kunsthistorie, og gammel rotte i den danske metalundergrund. Særligt de noget monokulturelle genrer black metal og countrymusik bliver taget op til superkulturel revision…
Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!
Allan og Allan optræder desuden sammen som Grønvall.Haverholm. Læs Janus’ anmeldelse af deres performance, “Hvor uroen bor”!
OBS! I samtalen anvendes to variationer af n-ord. Det ene i citat, det andet i munden på en retorisk trediepart; begge for at udstille den magtdifference, racisme og racebetonet sprog indebærer. I øvrigt har vi efter bedste evne tilstræbt at bruge ikke-stødende betegnelser, men hvis det har glippet, lytter vi gerne til din kritik i kommentarsporet.
Musikalia
Metal
Zeal and Ardor
NB — vi har så travlt med at snakke om Zeal and Ardors baggrund og musik, at vi helt glemmer at sætte navn på bagmanden. Ups! Han hedder selvfølgelig Manuel Gagneux.
Countrymusik
- DeFord Bailey Wikipedia | Country Music Hall of Fame
- Udvalg af John og Alan Lomax’ amerikanske folkemusiksamlinger på Internet Archive: Far og søn. Og en oversigt over deres samlinger ved Library of Congress.
- Lead Belly Internet Archive
- Son House Internet Archive
- Bukka White Wikipedia
- Johnny Cash: I never picked cotton på Youtube
Tegneserie-addendum
Om den banebrydende serietegner George Herrimans raceidentitet:
- Invisibly Black: A Life of George Herriman, Creator of ‘Krazy Kat’
- George Herriman’s Black Sentence: The Legibility of Race in Krazy Kat
Øvrige kilder
- Heavy metal-musikere om Black Lives Matter
- Dansk musiker “smadrer” black metals reaktionære historie
- The Construction of ‘Peoplehood’ in the Second Wave of Norwegian Black Metal
- Phil Anselmos nazihilsen
- Ken Burns’ dokumentarserie, Country Music
Credits
Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.
Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.
Værterne er Janus Andersen, Anna Sejersen Riis og Allan Haverholm.
Spørgsmål, kommentarer, og hilsner til det superkulturelle folk kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @superkultur.
7 kommentarer
Nu er jeg jo fuldstændig fordomsfri – ja, det er endda så galt, at jeg tror på at kapitalismen har sin plads i evolutionen, som et “link we won’t miss” 🙂
Egentlig betragtede jeg “heavy metal” som noget der flirter med nogle fascistoide tendenser, da jeg var noget yngre. Og det har måske – i et eller omfang – stadig sin berettigelse (og dyb respekt for at droppe Panthera – den så jeg godt, for længe siden). Nu om dage er jeg ikke længere så sikker. Rammstein eller Einstürtzenden Neubau er vel ikke specielt højrevredne, velda? (jeg ved så heller ikke om de benævnes “heavy”, så det kan godt være jeg ude, hvor jeg ikke kan bunde)
Indenfor den “ganske almindelige” pop-rock findes der sandelig også brådne kar. F.eks i “Ace of base” og sågar i “Supertramp” – og visse af Roger Waters’ udtalelser er heller ikke for fikse (men hva’ fa’en kan man forvente sig af en engelsk kostskoledreng med et faderkompleks – sagde jeg ikke!).
Men i forhold til om “hele bandet skal stå inde for … “: – Det er mit indtryk, at Charlie Watts lever et relativt normal-borgerligt liv, fuldstændig separeret fra de øvrige rullestens udskejelser. Næsten et 9-4-job.
Og på en måde tror jeg faktisk, at Johnny Cash – med “I’ve never picked cotton” – er ude i en provokation, fremfor en selv-promovering. Jeg skal ikke kunne sige det, og måske spiller det mig et puds, at jeg betragter Springsteen som “en fortsættelse” af Cash (nåja, misforstå mig ret!)
Diskussionen er interessant. For – som I selv er inde på – kan man forsvare, at læse Heidegger, Platon eller Ayn Rand (nåja, visse-vasse). Kan man tillade sig at høre Wagner? Til hvilket jeg vil svare: “Know thy enemy”.
Personligt finder jeg det dybt irriterende – for ikke at sige: modbydeligt – at den “opblødning” jeg mente, at have oplevet, op gennem den sidste fjerdel af sidste årtusind, nu har konstitueret sig som et massivt konfliktpotentiale. Og jeg som troede vi var på vej mod bedre tider. Endda har jeg læst et sted, at man kan være racist, helt uden at vide det selv. Den slags er forvirrende.
Nå, skidt mæ’ det. God podcast – rigtig spændende, og – som ses – igangsættende for overvejelser og spekulationer. Godt gået, drenge 🙂
Tak for kommentaren, Henning. Det er som altid en fornøjelse 😉 Jeg ved godt, at jeg har skudt med spredehagl efter kapitalismen i de senere afsnit, men det ér lige til den dovne fod at lange ud efter den herskende ideologi … såvel som efter dens kritikere.
Grønvall er jo inde på i podcasten, at vi ikke bare kan “rulle historien tilbage”. Det giver lige så lidt mening at gemme racisme indenfor musikgenrer væk, som at prøve at ignorere de goder, vi trods alt har fået takket være kapitalismen. Som Monty Python (næsten) sagde, “bortset fra uddannelsessystemet, sundhedsvæsnet, landvindinger i teknologi og en generel højning af levestandarderne, hvad har kapitalen så gjort for os?!” Men det betyder vel ikke, at den er hævet over kritik for sine uligheder, eller at vi skal lade være med at tænke videre på alternative modeller.
Det er i samme ånd, vi kritiserer nogle musikgenrer, som vi begge har investeret megen tid i: Der ér fascistoide og racistiske strømninger gennem hele heavy metals historie, men det gælder selvfølgelig ikke hele den brede genre over en kam. Du nævner jo flere eksempler på bands og musikere, der ligger mere til den medmenneskelige side, lige som vi i samtalen fremhæver et eller to navne, samt den støtte, de aktuelle sociale bevægelser har fået fra heavy metalbranchen. Ikke desto mindre dukker der strømninger op fra tid til anden, som den norske black metal, deri en periode kammede over i nationalisme (“nationalromantik”, som de bl a forsøgte at kalde det). Nogle af dem, som tossen fra Burzum, er ikke engang blevet klogere med årene.
Countrymusikkens evolution, i det omfang den handler om hvidvaskning og udskilning af sorte musikere, er på én gang trist og … et historisk faktum. Jeg ville ikke være foruden Willie Nelson, Johnny Cash eller Hank Williams, men det ville nu have været skønt med lidt flere Bukka White’r og Son House’r osse. Og det er vel Superkultur-blikket, sådan at prøve at ekstrapolere samfundsmæssige tendenser over tid, ud fra isolerede genre- og kulturfænomener.
Jeg synes det er vigtigt, at vende sine indgroede opfattelser fra tid til anden, og jeg er selv blevet udfordret på min viden og empati overfor såvel sorte amerikanere som herboende indvandrere + efterkommere. Det blev altså til denne snak indenfor en retorisk safe zone, hvor Grønvall og jeg kunne diskutere verdenssituationen, under dække af at grovnørde os. Jeg er glad for at det også fik dig til at tænke en ekstra gang!
Og, som et PS: kan man være racist uden at vide det? Nja, uden at ville indse det, i al fald. Det bevidner jo f eks den “debat”, der dukker op både i Danmark og Sverige fra tid til anden, hvorvidt man skal have lov til (!) at kalde flødeboller for “negerboller”. Mig bekendt er der intet, der forhindrer én i at bruge det udtryk, men hvis man ikke kan fatte, at det er både indskrænket og sårende, så skal man efter min mening have lov til at råbe det ind i en pude, til man ikke kan trække vejret.
Ja velbekomme, Allan!
For nu at være helt klar i mælet: – Der er al mulig grund til at kritisere kapitalismen (fire udråbstegn), og jeg deltager morderlig gerne i denne kritik – til hver en tid. (og jeg havde sgu’ glemt Monty, så tak for den – det er guld!)
I adskillige år spurgte jeg mig selv, hvad fanden Thin Lizzy egentlig mente med “Renegade” – var de sprunget ud som kommunister? Men det må have været omkring det tidspunkt, at rock-musikken begyndte at blive polariseret. Altså forstået som et genre-fænomen, der manifesterede sig i forskellige observanser, netop fordi det var “rebels without a cause”.
Nationalromantik! Yes – det er noget pjat, men det er okay. Nationalisme, derimod – “au’liw a’ kræ'”, som Niels Hausgaard siger.
Jeg er iøvrigt helt på “par” om, at man selvfølgelig kan – og skal – kunne diskutere alt; altså som i ALT! Og min kommentar var absolut ingen kritik, bare så du ved det 😀
MHT “den indre racist”: – jeg køber ikke den “notion”, for udfra det princip kan man være hvad-som-helst “uden at vide det”: – fascist, katolik eller pædofil, helt uden at vide det.
Ligesom bøsserne “tilbage-erobrede” ordet, sætter jeg – provakatorisk – en ære i, at sige perker, neger, fejlfarve. Det er bestemt ikke politisk korrekt, men når min gode ven Len (en 2 meter høj afro-amerikaner) kan spørge mig om min hustru vil ha’ et “negerkys”, så synes vi har bragt racismen ned i et niveau, hvor den hører til. Så udfra den “notion” fatter jeg ikke, at jeg skal mistænke mig selv, udfra betragtningen at jeg kunne være racist, uden at vide det. Jeg kunne også være blikkenslager eller guitarist i et verdensberømt rock-band …. – helt uden at vide det 🙂
Det er i det hele taget de mærkeligste ting vi skal tage stilling til, nu om dage. Og så længe vi gør det – og “del&hersk” – så længe gør vi ikke noget andet. Og det er måske det, der er formålet (konspirationsteoretiker – uden at vide det)
hilsen Henning
Nej, men når vi således er overordnet enige om det meste, så lad os da snakke om det ene punkt, hvor vi kan komme op at slås. Verbalt, altså. Grønvall skrev til mig, da han havde hørt den færdige redigering, at vi lød som to gamle onkler, der sidder omkring kaminen og nikker ad hinanden: “Ja, det har du ret i. Mere cognac?”. Sådan en harmonisk samstemmighed kan vi ikke have i et online kommentarspor!
For hvad i hekkenfelt er der for ære i at kalde andre “fejlfarve”, eller de øvrige eksempler du giver? Det er kun fra en priviligeret position, man kan argumentere for at kalde folk øgenavne – “provokatorisk”, som i “bare for sjov”. Det er, igen stærkt ekstrapoleret, kun fra et hjørnekontor på Rådhuspladsen, man kan synes, det er en topgod idé at [få andre til at] tegne Muhammed. Sådan i sjov provokation. Altså, du ser ubalancen mellem afsender og skydeskive, ikke?
Stor respekt for din kammerat, at han føler sig bekvem nok til at tage et nedsættende udtryk på sig og gøre det til sit eget, mellem venner i al fald? Jeg kender ham jo ikke, og skal nok holde ham udenfor i øvrigt, men jeg tænker at man har et afslappet forhold, hvis man(d) joker om at snave hinandens koner. Eller osse er det bare mig, der er tyndhudet. Selv havde jeg under min uddannelse en linjeleder, som ønskede en omgangstone (mellem leder og studerende, altså), “hvor vi kan kalde hinanden idiot”. Så kaldte jeg hende en idiot, men det synes hun ikke var sjovt.
Men dit eksempel minder mig om den grandtante, der til enhver tid bringes op i samtaler om sundhedsfarer ved alkohol- og tobaksfortæring. Hende, der kæderøg Advokatcerutter, fra hun stod op til hun gik i seng, og mellem inhaleringerne kunne hun gøre det af med mindst en flaske snaps om dagen. Lur mig, om ikke hun blev mindst 120, og hun må have været i familie med mere end en håndfuld mennesker, jeg har diskuteret emnet med. Og hun præsenteres på en måde, der synes at skulle feje diverse tungtvejende statistikker helt af banen, men folk dør jo faktisk af det skidt.
Og som hovedregel synes folk ikke, det er fedt at blive kaldt idiot, eller fejlfarve, eller… For de betegnelser er redskaber til, bevidst eller ubevidst, at understrege de respektive positioner i hakkeordenen. Så du provokerer ingen, fordi du kalder dem racebetonede navne, men tro heller ikke at det er kækt eller sjovt. Du provokerer dem, fordi du hverken er den første eller den sidste, der lige henkastet skal markere forskellen på dem og dig.
Nå, mere cognac?
Det er et lidt voldsomt krav, at man skal føle sig provokeret på opfordring 🙂
Men okay! Hva mæ den hér:
“Skal podcast-værterne nu også til at bestemme tonen og graden af opposition til indholdet? Det næste bliver vel, at der udstikkes retningslinier for, hvad man i det hele taget må udtrykke i kommentarfeltet”.
Ahr! Den er sgu’ kedelig. Det er mere sådan en: ” host – jar syns de’ for dååååårlit at ….. ”
Vi kan også prøve den hér:
” Nå, javel; nok er “micro-aggressions” og “krænkelsesparathed” det nye sort. Men at den tendens skulle have fundet adgang til Superkulturs “chefgange”, den så jeg ikke komme! Øjensynlig må man heller ikke – til trods for broderiet i kantinen – sige noget pænt, for det fremmer ikke debatten. Sig mig: – er vi virkelig nået dertil?”
Det er jo ikke sjovt! Selvfølgelig kunne det være udgangspunkt for et godt skænderi. Men har du tjekket temperaturen – man kan dårlig få vejret.
Oh! “Rygning”. Yes sir!
Jeg studerer (jo) til lærer. Og planen var, at vi studerende skulle starte på 3. semester, hér midt i august. Udmelding om fag, undervisere, mødetider, skemaer, indhold, planer, ressourcer mv. glimrede ved et eksorbitant fravær. MEN: (lo and behold) administrationen på UCL havde (til gengæld) svunget sig op til 4 siders NY RYGEPOLITIK.
Den gjorde jeg min munter over, i et stærkt ironisk toneleje (det kan man godt på skrift). Men min pointe hér er, at man bør være opmærksom på, at sålænge vi diskuterer dette eller hint, så diskuterer vi ikke noget andet …. – der måske er vigtigere! For det interessante var, at jeg fik rigtig mange grimme svar om, at rygere kunne skride ad helvede til. Men ikke én eneste ville diskutere studieplaner, sene udmeldinger fra adm., manglen på oversigter, frafald af undervisere. ustabil skemalægning. Nej: – de ville diskutere, hvorfor jeg ikke lisså godt ku gå over på den anden side af gaden, hvis jeg absolut skulle ryge.
Mnja – det må siges at være noget af en tangential respons … –
Cognac? Jotak…. med mindre du har en whisky?
Jeg er fristet til at påpege, at mine aggressioner hverken er dikterede af mode, eller på mikroskala. Men det lyder næsten som pral, og kunne eskalere diskussionen ud i et regulært skænderi om, hvis der er størst. Broderiet på væggen gælder stadig, og jeg vil endda påstå, at jeg argumenterede for samme budskab i min sidste kommentar. “Man må gerne sige noget pænt” er kun en mild version af, hvad jeg ser som alment hensyn overfor andre.
Jeg forstår at det kan være en radikal forestilling for nogen, men det er altså ikke et politisk korrekt gespenst, der pludselig har sneget sig ind i redaktionen (“chefgange”?! Jeg tror hverken vi har chefer eller korridorer). Mit nag til den generelle menneskehed er både gammelt og indædt, bare rolig.
Og hov! Den der retoriske cognac lånte jeg jo faktisk fra Grønvall. Vi kan godt dele en whisky, Henning 🙂
[…] Black Lives Metal (og Countrymusik)! […]