Tak for kommentaren, Henning. Det er som altid en fornøjelse 😉 Jeg ved godt, at jeg har skudt med spredehagl efter kapitalismen i de senere afsnit, men det ér lige til den dovne fod at lange ud efter den herskende ideologi … såvel som efter dens kritikere.

Grønvall er jo inde på i podcasten, at vi ikke bare kan “rulle historien tilbage”. Det giver lige så lidt mening at gemme racisme indenfor musikgenrer væk, som at prøve at ignorere de goder, vi trods alt har fået takket være kapitalismen. Som Monty Python (næsten) sagde, “bortset fra uddannelsessystemet, sundhedsvæsnet, landvindinger i teknologi og en generel højning af levestandarderne, hvad har kapitalen så gjort for os?!” Men det betyder vel ikke, at den er hævet over kritik for sine uligheder, eller at vi skal lade være med at tænke videre på alternative modeller.

Det er i samme ånd, vi kritiserer nogle musikgenrer, som vi begge har investeret megen tid i: Der ér fascistoide og racistiske strømninger gennem hele heavy metals historie, men det gælder selvfølgelig ikke hele den brede genre over en kam. Du nævner jo flere eksempler på bands og musikere, der ligger mere til den medmenneskelige side, lige som vi i samtalen fremhæver et eller to navne, samt den støtte, de aktuelle sociale bevægelser har fået fra heavy metalbranchen. Ikke desto mindre dukker der strømninger op fra tid til anden, som den norske black metal, deri en periode kammede over i nationalisme (“nationalromantik”, som de bl a forsøgte at kalde det). Nogle af dem, som tossen fra Burzum, er ikke engang blevet klogere med årene.

Countrymusikkens evolution, i det omfang den handler om hvidvaskning og udskilning af sorte musikere, er på én gang trist og … et historisk faktum. Jeg ville ikke være foruden Willie Nelson, Johnny Cash eller Hank Williams, men det ville nu have været skønt med lidt flere Bukka White’r og Son House’r osse. Og det er vel Superkultur-blikket, sådan at prøve at ekstrapolere samfundsmæssige tendenser over tid, ud fra isolerede genre- og kulturfænomener.

Jeg synes det er vigtigt, at vende sine indgroede opfattelser fra tid til anden, og jeg er selv blevet udfordret på min viden og empati overfor såvel sorte amerikanere som herboende indvandrere + efterkommere. Det blev altså til denne snak indenfor en retorisk safe zone, hvor Grønvall og jeg kunne diskutere verdenssituationen, under dække af at grovnørde os. Jeg er glad for at det også fik dig til at tænke en ekstra gang!

Og, som et PS: kan man være racist uden at vide det? Nja, uden at ville indse det, i al fald. Det bevidner jo f eks den “debat”, der dukker op både i Danmark og Sverige fra tid til anden, hvorvidt man skal have lov til (!) at kalde flødeboller for “negerboller”. Mig bekendt er der intet, der forhindrer én i at bruge det udtryk, men hvis man ikke kan fatte, at det er både indskrænket og sårende, så skal man efter min mening have lov til at råbe det ind i en pude, til man ikke kan trække vejret.