Det er et velkendt faktum, at bogen altid er bedre end filmatiseringen. Men nogle gange er der bare begge to træls på deres helt egen måde.

SPOILERADVARSEL og SUR MONOLOG-advarsel for Iain Reids roman “Jeg overvejer at gøre det forbi” og filmatiseringen “I’m Thinking of Ending Things”.

“Jeg overvejer…” er en thriller, fortælles der på forsiden, med fokus på gys. “Du bliver bange, men du ved ikke hvorfor”. Hvilket nok er årtiets svageste tagline. Men jeg skal dog blank indrømme, at romanens største styrke er den evne til at fremkalde en fornemmelse af, at noget er galt.

Historien fortælles igennem en ung kvindes indre monolog. Hun befinder sig indledningsvist i en bil med sin kæreste, Jake, og de er på vej for at møde hans forældre for første gang. De har ikke været kærester overvældende længe, og “jeg overvejer at gøre det forbi”, som vi bydes velkommen i historien med. Men der er noget galt, forholdet virker lidt kunstigt, og da de når frem til forældrenes gård, er det (i al fald for læseren) til den bimlende lyd af advarselsklokker.

Hvert andet kapitel er et kort udsnit af en samtale mellem to personer, vi ikke får sat navne på, og det gøres klart, at der er sket noget frygteligt (som vi ikke helt må vide, hvad er). Og der faldt min interesse allerede lidt, for hele konstruktionen signalerer meget tydeligt, at “der vil komme et twist”. Og med det in mente kommer det meste af teksten til at føles som en forhaling – tiden skal trækkes ud, og den nødvendige information skal pakkes ind i støj, og kombineret med formen endte fortællestemmen i mit hoved med at være lidt af en skærebrænder.

Jeg kan godt lidt twist-historier, men når de signaleres på forhånd, ødelægger det ærligt talt oplevelsen. De tanker, der burde være investeret i handlingen, smutter i stedet i forvejen og opsummerer de velkendte måder at afslutte den type fortællinger på. Bedre bliver det naturligvis ikke af, at kombinationen “megen lille handling + rolig formidling af baggrund” lige har været så meget bedre i Hvepsefabrikken forleden.

Men med tanke på et andet emne, jeg har nævnt her på siden forleden, er der faktisk tale om en type historie, jeg langt ville foretrække på film. Og Iain Reids roman er jo netop blevet filmatiseret, af ingen ringere end Charlie Kaufman og med Jessie Buckley som fortælleren, Jesse Plemons som Jake, Toni Colette som moderen og David Thewlis som faderen. Ingen af dem passede med den instruktør, jeg havde forestillet mig, eller de ansigter, jeg havde sat på, og det kunne da ikke på nogen måde have været mere perfekt, når jeg nu rendt så meget fejl af bogen, vel? Vel?

Jo.

Indledningsvis er filmen faktisk langt mere tiltalende end bogen – anslaget er godt, den svævende samtale er skiftet ud med en mere konkret mellemhistorie, og skuespillet er godt. Den skjuler den uundgåelige slutning langt bedre, men i stedet vælger den så langt tidligere end bogen at signalere, at vor hovedpersonen bevæger sig i noget, som ikke kan være virkeligheden. Hvor Reid fremmaner en god og foruroligende særhed, går Kaufman over gevind i “se hvor sært” den sidste times tid. Og tabet af den konkret troværdige historie gjorde i al fald mig ganske ganske træt ret hurtigt.

At filmen derefter ender i noget, der er svært at kende fra en parodi på højpandet gør det ikke bedre.

Reids bog og Kaufmans film var en god lektie i sunk cost fallacy for mig – jeg skulle have overvejet at gøre det forbi med den historie langt tidligere i forløbet.