I fordums tid, da ruder konge var knægt og far var en lille pige, havde Filmmuseet til huse i Store Søndervoldstræde på Christianshavn i København.
Bortset fra museum og bibliotek, var der også en biograf, og man kunne – for et yderst beskedent beløb – blive medlem af “Filmmuseet”, og for et næsten symbolsk beløb (5-10 kroner pr. forestilling) komme til at se en røvfuld af film, der hverken gik i biografer eller fjernsynet (heller ikke det svenske, som vi, i min familie, ellers holdt mere af, end den danske udgave).
Endda kunne man skrive til Filmmuseet (det dér med konvolut og frimærke) og komme med ønsker til forevisninger, hvilket resulterede i at jeg kom til at se en allerhelvedes bunke sci-fi-film (bl.a. Solaris uden undertekster men med simultan-oversættelse … – spøjs oplevelse).
Én sæson blev afsat til “japansk cinematografi”. Og bortset fra de obligatoriske Kurusawa (naturligvis, og hvorfor dog ikke?) var der også neo-depressionistiske japanske art-movies. Men, og i denne forbindelse relevant, japanske skrækfilm. Herunder “Kwaidan” (1964) – som vel nok mere er en samling af novelle-film, end en egentlig spillefilm. Og der er vist også noget med, at “kwaidan” blot er genre-betegnelse: “spøgelseshistorier”.
Men jeg blev jo lidt nysgerrig efter at vide mere om denne Lafcadio Hearn, og opdager sørme’ at det er en europæer, som har gjort udi klassisk japansk horror, idet det er nogle af hans historier, der ligger til grund for “Kwaidan” the movie. Det er sgudda skægt.
Gad vide, hvad det har at gøre med “River Kwai” af Pierre (Abernes Planet) Boulle?