Frøydis Sollid Simonsens lille bog “Hver morgen kryber jeg op fra havet” er lidt udenfor mit normale læseområde. Det er en samling af korte tekster (igen denne modvilje mod linjeskift) centreret omkring et forhold og bruddet mellem de to elskende, med en følelse af autofiktion vibrerende i følelserne.

Men det er så fint jongleret og proppet med ideer, at jeg ret hurtigt forelskede mig i den. Og en lille stemme bagerst i mit hoved hviskede: “Hun burde skrive science fiction”.

For igennem hele “Hver morgen kryber jeg op fra havet” fortæller Simonsen med en stemme, der snor sig gennem zoologien, biologien, evolutionshistorien med en legende lethed. I allerførste linje vågner fortælleren før vækkeuret og er en amøbe, trækkes af dets ringen op af havet og ud af sengen for at få ben at gå på. Bevidsthed er noget, der langsomt opbygges med kompleksitet og først er fuldbåren omkring kaffens tid.

Der er en, som fortælleren elsker, og et forhold, som beskriver en bølge – det vokser, til det falder sammen, og vor stemme svømmer i efterdønninger af det. Det er dog ærligt talt ikke plottet, som er det interessante i “Hver morgen kryber jeg op fra havet”, men de små, forunderlige historier, som Simonsen formår at fortælle. Det er på en og samme tid sart og skrøbeligt, men også forunderligt og morsomt.

“Fordi du kyssede mig og spurgte: Er du med? Fordi du boede lige over gaden fra festen. Det var praktisk. Fordi nogen har det værre. Mindst fem arter af vandrende pinde formerer sig ved selvkloning. Det vil sige, at alle er helt identiske, det vil sige, at de ikke har haft sex i over en million år. Nogen har det værre.”

(I en parentes kan det bemærkes, at jeg læste denne sideløbende med en samling noveller af R. A. Lafferty, og de to er så usandsynligt forskellige, at de på forunderlig vis fungerede sammen – som at høre en gal gammel guldgraver fortælle løgnehistorier og opleve en af personerne i hans fortælling gribe ordet for at hviske sine egne tanker.)