Dette er tredie del i en serie, der tager udgangspunkt i to hæfter, fundet i min bogreol. De to første dele drejede sig henholdsvis om den apokalyptiske UFO-sekt, der udgav dem, og selve pamfletternes indhold, der på forskellig vis forsøgte at brydes med den dommedag, der ikke kom. I denne sidste del trækker jeg paralleller fra slut-’60erne frem til nyligere og helt aktuelle eksempler på, hvordan new age-spiritualisme, dommedagsmyter og sammensværgelsesteori bliver filtret sammen til en eksplosiv suppedas.

Orthon-gruppens forudsigelser af Enden På Det Hele står på ingen måde alene i verdenshistorien. Jo mere kaotisk og faretruende, verden forekommer, jo mere fristende synes det at være, at forestille sig en definitiv deadline, også selv om alle faktorer, som skulle lede op begivenheden, er ren fantasi. Helt aktuelt ser vi det i Qanon og relaterede gruppers spådomme om f eks Donald Trumps genindsættelse eller endegyldige tiltag mod den venstreorienterede djævledyrkeres pædofilringe. Forskellige grupper forbundet med Universal Link har gennem sidste halvdel af det 20. århundrede annonceret apokalypsen flere gange, men også mere etablerede trosretninger som Jehovas Vidner og Mormonkirken har forsøgt sig.

Forestillingen om Dommedags endelige afregning er trods alt central i kristendommen, men Jehovas Vidner konkluderede til sidst for eget vedkommende, at deres seneste dato i 1975 havde været korrekt, uanset om livet gik videre på jordeplan — det havde blot drejet sig om en statusopgørelse i det himmelske bureakrati. Det er en bogstavelig deus ex machina som, alt andet lige, er internt konsistent med sektens verdensopfattelse.

Ufologisk esoterik, betragtet som et af mange tilvalgsmoduler i det større folkloresystem af konspirationsteorier, står dog stadig for markante eskatologiske forestillinger, som får Borup-gruppen til at se harmløse ud i sammenligning. Heaven’s Gate-kulten mente for eksempel, at deres kollektive selvmord i 1997 ville transportere dem til et rumskib i kredsløb om jorden (den åbenlyse popkulturreference falmer og bliver lidt sur, når man opdager, at gruppens skrifter lånte flittigt fra netop Star Trek). I årtierne siden Adamskis første møder med Orthon, er UFO-kontaktberetningerne imidlertid eskaleret til et imaginært økosystem af rumracer, med individuelle roller og agendaer i forhold til menneskeheden.

Det har ansporet visse til at formulere begrebet “exopolitik” for at beskrive relationer mellem os og vores udenjordiske overherrer. Måske mest foruroligende blandt dem er amerikaneren Alfred Webre, som gennem nogle årtier har skrevet side op og side ned om emnet. I hans opfattelse indebærer det både interdimensionel kontakt, cover-ups på regeringsplan, tidsrejser og barnemord i stor skala. Selv hævder han, eller tror i fuldt alvor, at være i kontakt med intergalaktiske parlamentarikere og whistleblowers, som gør ham i stand til at holde hans læsere ajour om exopolitiske nyheder. Hele den rumprofetiske konspirationsballade, formeligt bygget på X-files-mytologien, krydres løbende med mere jordnære emner; således har Webres exopolitik-blog blandet både 9/11-sammensværgelser og skepsis overfor Obamas indfødsret ind i sin egenartede miskmask. Det er nichenyheder rettet til et udsøgt klientel. Eller er det “langsøgt”?

Jeg blev opmærksom på Webres skriverier for små ti år siden, hvor han promoverede en påstand om at vores solsystem ville blive opgraderet til en firedimensionel bevidsthed af rumvæsener 11./11. 2011. Hvad er firedimensionel bevidsthed, spørger man? Aner det ikke! Jeg formoder, at Webre kunne improvisere en lang artikel eller tale om emnet, efter hvilken ingen ville være nærmere et svar. Mest af alt var jeg fascineret af, at civilisationer fra en anden verden tilsyneladende følger den gregorianske kalender som os, og sjovt nok har samme faible for talsymmetri som jordiske popmystikere. Astronomientusiaster havde brugt en velkendt metodologi til at tyde den forestående begivenhed ud fra lavt opløste jpegs af en forbipasserende komet, hvori de mente at se — trommehvirvel, tak — en pyramide.

2011 kom og gik uden synlige tegn på højnet menneskelig åndskraft, og selv et kort bekendstkab med Webres skingre markskrigeri havde været nok for mig, så jeg pakkede hele bekendtskabet ned i en mental sikkerhedsboks. Så blev jeg for nyligt opmærksom på den svenske forsker Patrick Jonsson på Twitter. Hans fagområde er netop nyspirituelle bevægelser, ufologer og okkultisme, både historisk og i en samtidig kontekst, han kalder “konspiritualitet”. I slutningen af februar skrev han på Twitter om den svenske coronavaccine-modstandsbevægelse, anført af en Michael Zazzio:

Zazzio er med andre ord del af et selvbestaltet “folketribunal”, som slynger retoriske fængselsdomme efter alle og enhver, som er uenige i deres Qanon-inspirerede verdenssyn; om det så gælder vaccinationer, 5G-netværk, eller pædofile i alle kroge af magtens korridorer. Patrick Jonsson svarer via Twitter, at der på svensk plan højest er tale om ti tusinde tilhængere af den bredere antivaccinationsbevægelse, som kan være påvirket af Zazzios andre forestillinger. Disse tilhængeres verdensopfattelse er som sagt et individuelt kludetæppe af tilvalgspakker, men er man skeptisk overfor vacciner og bekymret for, hvad der kan gemme sig i sky-sporene af jetflys (NB: harmløse) slipstrømme, så har man allerede investeret tilstrækkeligt i galskaben til, at yderligere sammensværgelser, som forekommer at bekræfte de andre, kan virke mere tiltrækkende end et nøgternt blik på realiteterne.

Helt central for denne gennemgang er imidlertid det internationale netværk, som Zazzio indgår i, udover de mere flyvske Qanon-elementer, der synes at snige sig ind her og der. På Twitter delte Patrick Jonsson således et screenshot af et Zoom-samtale i en gruppe, Zazzio havde deltaget i efteråret 2020. Manden med brillerne, øverst til venstre? Det er Alfred Webre igen-igen.

Den omtalte folkedomstol (hvor “folket” snævert kan defineres som “dem, der forlængst har kappet trosserne til virkeligheden”) kan også tidligst spores til Webres “exopolitiske” blog, hvor han i april 2020 med sædvanlig pomp og virkelighedsflugt præsenterede den som en reel retsinstans… Det er bemærkelsesværdigt, hvordan et relativt lille, men højlydt kredsløb af personer med internetopkoblinger, over flere årtier kan spinde så omfattende vrangforestillinger, hvoraf flere — som 2011s proklamerede bevidstheds-opløftning — må afskrives løbende som fusere. I nogle tilfælde, som Knud Weikings profetier, bliver afsløringen af en sådan vildfarelse strået, som knækker kamelens ryg, og evt akolytter siver bort i skyggerne.

I en pervertering af den moderne nyhedscyklus kan en enmands-nyhedsorganisation som Webre imidlertid transmittere en så bredt rettet, konstant bredside af opspind, at læsere knapt når at bemærke alle fejlene, før næste, forrykte “afsløring” bliver udsendt. Og eftersom det er en buffet af løse påstande, gamle kendinge og nye røverhistorier, kan man ukritisk sammensætte sin foretrukne konspirationstallerken, og se bort fra resten — ja, mangel på kritisk udvælgelse må betragtes som et kriterie i sig selv! Når ét menupunkt, som f eks ubegrundet skepsis overfor én vaccine, forbindes retorisk til en pågående pandemi, får hele tag-selv-bordet desværre et potentielt større, mere bekymrende publikum.

I Danmark omfatter paraplyorganisationen Frihedsbevægelsens Fællesråd, som i marts måtte aflyse en demonstration mod nedlukning som følge af corona-pandemien, således bl a “Danmark vågner”, som blander mindfulness-terminologi med paranoid frihedsretorik, med flittige lån fra Qanon. En af deres tilhængere tilbyder Youtube-transmissioner, hvor hun meget sigende “oversætter budskaber og begivenheder fra en 5D bevidsthed til et sprog vi kan relaterer [sic] os til i en 3D verden”. Læsere opfordres til at “bruge det der resonnere [sic] for dig” fremfor at tjekke kilder og fakta, for det hele er en dumpster fire, de formørkede tosser ikke vil have slukket.

Siden Helena Blavatsky lancerede sit sammensurium af pop-okkultisme, gennem koldkrigsopdateringer som inkluderede UFOer og atomvåbenkapløbet, og X-Files solgte sammensværgelsesmentalitet som det nye sort — selv tyve år efter angrebet på World Trade Center i New York, har vi ikke lært en skid. Der står altid en gruppe parat til at stå i kø til den næste dommedag, som om det var premieren på den seneste Hollywood-blockbuster — og narrativet er næppe mere sammenhængende. Det er en dybtliggende menneskelig tilbøjelighed at drage konklusioner ud fra det, der bekræfter vores følelser og fornemmelser, snarere end at be- eller afkræfte lavtflyvende påstande; der kræves ingen rød pille for at rutsje ned i dét kaninhul. Afstanden selv fra berettiget skepsis overfor medierne og regeringsmagten, til ukontrollable tvangstanker, er hårfin, lige som Knud Weiking & co.s spirituelle søgen ledte dem til at bygge en meget håndgribelig nedfaldsbunker.

Koda

For nu ikke at ende på samme dommedagstone, som de mennesker, jeg kritiserer for deres verdensfjerne overbevisninger, så lad os vende tilbage til min mere konkrete bogreol. Hele denne tekst blev som sagt til efter en større oprydning, der sendte vores DVD-samling i skrammelkrogen, men som vi kan lære af alle de lovede dommedage og “endelige” afregninger, går den slags sjældent op så elegant som man kunne ønske sig. Efter fire tætpakkede flyttekasser var stillet bort, og bøger begyndte at genetablere sig, hvor plastickassetterne havde stået i flere år, fandt jeg selvfølgelig én DVD, der havde forputtet sig.

For at opnå den rette fornemmelse af prædestinering på falderebet, skulle jeg nu afsløre, at den tilbageblevne skive var The Matrix, konspirationsklovnernes guldkalv nummer et. I stedet er det en lige så forglemmelig film, som trods alt holder et spejl op til idéerne om hemmeligholdt kontakt med rumvæsener og, minsandten, tidsrejsende regeringsagenter.

Men in Black 3 udkom i 2012 (sidste år i maya-kalenderen!), og lur mig, om ikke dens satire over moderne sammensværgelsesmytologi er den oprykning til fjerdedimensionel bevidsthed, Alfred Webre og hans venner fra gul stue forudså året før. De missede helt enkelt, at åbenbaringen var en joke, og at de selv var en del af pointen. Det hele hænger sammen, når man håndplukker de elementer, der “resonnere” med en selv!