Som Anna sagde i seneste afsnit af Superkultur-podcasten, så så jeg et antal rædderlige film i helt forgæves forberedelse til optagelsen, eftersom jeg måtte melde afbud i sidste øjeblik — og Lawnmower man er en af dem, jeg havde flest noter til. Lad mig meget kort få udløb for mine frustrerede spørgsmål og funderinger over filmen, så det ikke har været helt spildte aftentimer:

Tekst

For det første er det en interessant film på samme måde som Wargames, Hackers, Tron, Johnny Mnemonic og Strange days, fordi de viser præ-internettidens forsøg på at konceptualisere de netværkede computeres komme. Når vi kigger tilbage på dem nu, i natriumlyset af det kapitalistiske industrilandskab, World Wide Web og sociale medier har kuperet internettet til, virker deres grummeste dystopier egentlig ret uskyldige, og i visse tilfælde som naive fejlslutninger.

I Lawnmower man rodes både teknologiske og filosofiske koncepter sammen, dels i forsøget på at øge filmens budskab (such as it is), og dels af ren uvidenhed: Man kan med et opbud af god vilje sige, at filmens skisma mellem religion, transhumanisme og videnskab stadig har en vis relevans. Det samme kan ikke rigtigt påstås, når manusforfatterne beskriver virtual reality og internettet som samme størrelse, sikkert grundigt forvirrede af, at begge dele blev omtalt i samtidens medier som “the next big thing”. De er så uforenelige størrelser, selv set gennem 2021s internetoplevelse, at det skærer i øjnene som lyden af en pinwriter-printer fra starthalvfemserne.

Jovist, der var vel et onlinemedie i nullerne, der hed Second Life, men det var næppe i Lawnmower man-klasse. “Flyve, svæve, falde,” vrænger Dr Angelos kone af hans VR-scenarier, “hvad bliver det næste? Kneppe?!” Åh, tro os. Hvis der havde været et kim af realisme her, så var der allerede i 1992 en gren af firmaets udviklere i gang med at skrive Virtual reality på sengekanten! Det ville nok være mere i tråd med doktorens værdigrundlag end militær implementering af teknologien.

Kontekst

Anna og Janus bemærker, at filmen har meget lidt at gøre med Kings oprindelige novelle. Det skyldes, at King-filmatiseringer på det tidspunkt i start-halvfemserne var for Hollywood, hvad superheltefilm er blevet de seneste ti år: En sikker indtjening for filmselskaberne med et minimum af kreativ investering pga fanbasens ukritiske vilje til at plante deres utallige røve i betalte biografsæder. Derfor gik man snart på rov i forfatterens bagkatalog af noveller, for at finde noget — hvad som helst — at blæse op til en time og fyrre minutters spektakel.

Netop Lawnmower man-novellen må have været så weird og tyndbenet, at man (som med f eks A nightmare on Elm Street II) valgte at tilpasse et helt uvedrørende manuskript til konceptet, i dette tilfælde et screenplay ved navn Cyber God. Det er herfra, alt i filmen kommer, som ikke har med plæneklippere at gøre — dvs 99,9% af, hvad man ser på lærredet. Benævnelsen af det skumle regeringsdepartement som the shop er også indsat som et nik til Stephen Kings bredere univers, hvor dette CIA-surrogat optræder i romanerne Firestarter og (vist nok) The dead zone, samt formentlig flere, jeg ikke kan huske på rede hånd.

Det var ikke tilstrækkeligt med bindevæv til forlægget for King, som sagsøgte filmselskabet for at få sit navn fjernet fra filmen, — og fik rettens medhold! — så ret beset er det mod forfatterens vilje, og måske på kanten af amerikansk lovgivning, vi overhovedet tager Lawnmower man med i et overblik over Stephen King-filmatiseringer.

Metatekst

Opfølgeren til Lawnmower man har endnu mindre at gøre med novellen, og fokuserer udelukkende på Jobes opstigen til cybergud-status, en art personificering af transhumanisternes fetisherede Singularitet. Der er også en stor udskiftning af rollebesætning fra den første film, faktisk er kun Austin O’Brien tilbage som Jobes bedste ven, drengen Peter. Jobe selv spilles nu af Matt Frewer, og Pierce Brosnans rolle er erstattet af en anden MIT-professortype. Men hov, endte Lawnmower man ikke netop med at Jobe blev ét med virtual reality/internettet, signaleret ved at alle verdens telefoner ringede samtidigt? Jo, men det ignorerer toeren, så man kan malke endnu en skygge af historie ud af en ellers afsluttet film.

Og det er her, jeg vil hævde en særligt superkulturel vinkel på Lawnmower man, betragtet som både novelle, filmatisering og dennes sequel. Særligt i hvert nyt leds vakkelvorne forhold til det foregående i kæden, som nærmere er en serie af transformationer end hhv tolkning eller fortsættelse, kan vi begynde at trække paralleller til et velkendt teoretisk rammeværk. Det er selvfølgelig Alfred Jarrys ’patafysik, som er for metafysikken, hvad denne er for den mere dagligdags fysik.

’patatekst

Som vi tidligere har talt om her på Superkultur-siden og i podcasten, kan præfikset ’pata- erstatte meta- i stort set enhver kontekst, f eks “’patafor” for at angive et yderligere abstraktionslag bort fra den virkelighed, metaforen beskriver. I denne sammenhæng må vi dog i stedet tale om ’patatekst som en ’patabolisering af det litterære begreb metatekstualitet, hvor en tekst eller andet medie kommenterer direkte på et andet værk.

For forskellene mellem novelle, adaptation og opfølger er så store, at de må betragtes som selvstændige værker, som dog er afhængige af deres ’patatekstuelle kontekst (mere eller mindre kun den samlende titel) for eksistensberettigelse. Hver “transformation” fungerer kun gennem en underforstået kontrakt mellem skabere og publikum, om at de tre udgør en helhed, selv om de helt åbenlyst er forskellige størrelser.

Filmatiseringen er kun nødtørftigt relateret til novellen, og fortsættelsen vælger at glemme slutningen på sin forgænger. Det er som ligningen om de tre mænd i VR-visirer, der rører ved henholdsvis en slange, en træstamme og en mur, men i kraft af deres fælles simulation er overbeviste om, at de klapper den samme, virtuelle elefant.

Den mest åbenlyse transformation, der sker mellem filmatisering og sequel, finder vi som nævnt dels i det narrative skift, at man belejligt omskriver den første films slutning for at strække et lignende forløb ud til spillefilmslængde, og dels rent kognitivt forstyrrende ved at Jobe nu spilles af en anden skuespiller, Matt Frewer. ’patatekstuelt er Lawnmower man 2 imidlertid ikke en fortsættelse af den tidligere film, men en dystopisk transponering af Frewers gennembrudsrolle, den virtuelle talkshowvært Max Headroom.

I begge {roller | versioner af samme rolle} spiller han en digital intelligens i brydningsfeltet mellem det virtuelle og det fysiske rum, i sig selv et sindbillede på forholdet mellem meta- og ’patafysik. Figuren Max Headroom er forlængst sendt i rotation til verden, omend det er gennem TV-signaler fremfor halvfemsernes telefonmodemer, men Jobe må (som bibelens Job, men så alligevel ikke) gå så grueligt meget igennem, og selv være en modbydelig karl for — igen — at realisere sit mest virtuelle, verdensomspændende jeg. Det er heller ikke uvæsentligt at Farhad Mann, som både instruerede og skrev drejebog til Lawnmower man 2, havde arbejdet på Max Headroom-serien tidligere.

Det er derfor særligt som en ’patatekstuel dobbeltbooking i to individuelle fiktive verdener, fortsættelsen (med undertitlen Beyond cyberspace) springer af skinnerne og fortsætter langt ud over de konventionelle rammer for både sequels, metatekst og film som fortællende form. Hvor Jobe og Max er begrænsede til fysiske netværk, forgrener og distribuerer Lawnmower man 2 sig ud i ikke én, men to større historier — faktisk tre, fordi vi nu ser det oprindelige Cyber God-manus, der trænger sig frem, og fire, hvis vi stadig tæller biblen med — samtidigt som den brandbomber alle broer til dem begge. Og lad os så slet ikke nævne de visuelle referencer til Tron og andre eksisterende film. Vi er virkelig hinsides cyberspace, Toto!

Jobes tre stadier

Som en sidste krølle vil jeg foreslå, at hele den ’patatekstuelle eskalering af (lad os være ærlige, ingen af dem særligt gode) Lawnmower man-versioner kan læses ind i 1992-filmatiseringens skildring af hovedpersonen, Jobes forvandlinger. Når vi først møder ham, er han, som Anna siger det, en Simple Jack-figur, udviklingshæmmet og kuet, men ikke desto mindre i en glorificeret uskyldstilstand. Det er fristende at sammenligne dette billede med Stephen Kings novelle, som er en af hans simplere, mindre intellektuelle — og det siger alligevel noget.

I denne indledende variant ville Jobe ikke engang kunne læse novellen, hvor hans narrativ og apoteose da heller ikke eksisterer. Han kan kun læse billederne i de CyboMan-tegneserier, som han elsker lige så højt som King elsker gamle EC-gyserblade (jfr f eks filmen Creep show, hvor netop King spiller en type meget lig Jobe, komplet med smækbukser!). Det er selvfølgelig et signifikant valg, fordi filmmagerne vælger, ikke at lade novellen indgå i “filmatiseringen”. De sætter deres visuelle fortælling over urteksten.

Når Jobe med Dr Angelo’s (whoa, han er videnskabsmand, men han hedder “engel”!) mellemkomst spiser af kundskabens frugt, dvs bliver opløftet til gennemsnitsintelligens efter at være bombarderet med esoteriske og religiøse symboler, begynder han ganske vist at læse, men hans garderobe ændrer sig ad andre spor. Fra at være klædt som Chucky fra Child’s play begynder han, inspireret af gamle westernfilm, at klæde sig i en stil man mest skånsomt kan beskrive som “honky tonk chic”. Det må nødvendigvis reflektere filmmagernes egen famlen efter en velkendt fortællestruktur, i modsætning til novellens meget lidt Hollywood-egnede forløb.

Jobes påklædning og de genrekonventioner, der følger med, tegner både filmen og hans handlemønster i dette stadie. Han lærer at stå op imod byens (sortklædte) bølle, og den undertrykkende præst, der har opfostret ham. Det er i hans nye jeans, hans røv fanger den rige enke, Marnies blik, hvilket fører til den slags saxofonakkompagnerede sexscener, som man spreder med løs hånd i mainstreamfilm. Boks efter boks på Hollywoods indkøbsliste bliver krydset af: En liste, der bygger videre på og forstærker de grundlæggende ingredienser, westernfilmene etablerede.

Men det er, da Jobe selvadministrerer den pseudodianetiske behandling, han forvandles til en frustreret CGI-løve i et begrænsende mainframe-bur. Her vokser han sig ikke bare for stor til faciliteternes intranet, men som sagt også både til én film, én filmserie. Det er her, som i fortsættelsen, hans higen efter en bevidsthedsudvidelse, dvs netværkseksistens for alvor bryder ud. Han lokker Marnie til et VR-samleje, men da han kommer skrider hun i svinget, hendes mentale sikringer er sprængt. Hvis bare Mrs Angelo kunne se dem nu!

Derfor må den følgende film på overfladen genfortælle og udbygge den førstes slutning. Dels fordi Jobes udvikling dikterer det i 1992-filmen, og dels fordi han i sin endelige form er for meget til en skuespiller, og for meget til kun at være Jobe. Endnu en rolle og endnu en kontekst må drages ind for at sikre, at der bliver højt nok til loftet. Vi må sørge for, hvis I tilgiver ordspillet, Maksimal Hovedhøjde.

Lad telefonerne kime, vi behøver en større tekstualitet for at rumme Jobe v3.0!