“Blå toner” er Anne Cathrine Bomanns tredje bog og et lidt vemodigt drama, der diskuterer, hvad det nogle gange koster at være menneske.

I 2024 bliver sorgdiagnosen en realitet – ikke, at sorg i sig selv er sygeligt, men nogle mennesker fanges i sorgen, og det er det, man sætter ind overfor med Prolonged Grief Disorder. Og tæt i hælene på diagnosen følger også medicin, skabt af et dansk medicinalfirma, som er på vej på markedet, da bogen begynder.

Vi bevæger os i to spor. Det ene begynder i 2011, hvor Elisabeth mister sit barn – og hvor sorgen er som et sort hul. Det er her, tanken om en pille fødes – en pille, der vil komme til at hedde Callocain. Det andet spor starter i 2024, hvor en forskningsgruppe på Aarhus Universitet er ved at afslutte det studie, der skal blåstemple Callocain, før den kommer på markedet. Her følger vi psykologiprofessoren Thorsten, der er med i gruppen, men begynder at mistænke, at der er noget galt med undersøgelsen – i desperation får han hjælp af to af sine studerende: den angstprægede Shadi og den noget mere flyvske Anna. De to er hinandens modsætninger, men sammen kan de andet og mere end hver for sig.

Historiens to spor driver roligt mod hinanden, mens Callocain rykker tættere på frigivelsen, og mistanken vokser.

Umiddelbart lyder “Blå toner” som en medicinsk thriller – men det er tydeligt, at det ikke har været Bomanns formål. Det håber jeg i al fald ikke, for det er ikke en historie, der får pulsen op på læseren. Til tider virker det endda, som om forfatteren viger tilbage fra det – hun er selv psykolog, og det fik mig nok til at forvente mere indsøbning i miljøet. Havde det været en thriller, ville der have været et tungt lag af fagjargon lagt indover handlingen, men det sker ikke – i stedet fokuserer hun på menneskene og miljøet og tegner et ganske overbevisende billede af, hvordan forskning ret let kan blive kompromitteret. Det er stadig mennesker, der står bag, og de har deres fejl, som kan have store konsekvenser.

“Blå toner” ender som et velskrevet drama med en smule ekstrapolering og en organisk række af dominobrikker, der fører os frem mod slutningen. Der er et klimaks, som ærligt talt er lidt løst skrevet, men også en villighed til ikke at binde pæne sløjfer på det hele, som pynter på bogen. Det hele føles som noget, der kunne blive til en god Hollywood-film – nogen der ville nok ønske at kunne klemme et “baseret på en sand historie” på, men giv det tid, så skal det nok komme.

Og så er der et ekstra point til navnet på pillen, som naturligvis er en henvisning til Karin Boyes “Kallocain”, der for nylig er blevet genudgivet på dansk.