Dag -405.

Således foruroligende starter Søren Staal Balslevs anden roman, “Daggry”. Det er begyndelsen på en nedtælling og introduktionen til Frederik: IT-konsulent, godt gift, far til en teenagedreng, bedsteborger og fyldt med et indædt had til samfundet omkring sig.

Hvem har ikke haft en snert af det til tider? De sløve masser, der vader omkring i gaderne og synes at have den ene livsopgave at være i vejen. Kunne man blot lige … Men Frederik agerer på det – ved siden af det udadtil velfungerende liv bruger han sin tid på at undersøge samfundets infrastruktur og udtænkte de små tuer, der kan vælte stort læs. Kan bombetrusler bruges strategisk? Hvor meget skal der til for, at systemet bryder sammen?

“Daggry” følger vor hovedperson, mens de små nålestik vokser til mere omfattende operationer, og hans modvilje mod sin omverden vokser til en usynlig krig. Handlingen er lagt et par år frem, så man med et lettelsens suk kan se tilbage på corona, men beskrivelsen af hovedpersonens ekstremisering er ganske nutidig. Frederik kunne lige så vel køre rundt derude lige nu og tage sig sammen til det første skridt, der bliver en lang rejse.

Det bærende punkt er Frederik, der fremstår dobbeltpatetisk – i begge former af ordet, ynkelig, men også med patosfyldte indre monologer om det daggry, der skal vække menneskeheden. Der rammer Balslev ganske fint et segment af mænd, der især har aftegnet sig på nettet de senere år: lette at fnyse ad, men også med en magt, der er nem at overse. For Frederik er i en position, hvorfra han kan ramme, så det gør ond – for hvem mistænker dog den hvide, midaldrende mand, der nok mest tænker på at grille? Men når det første skridt er taget, bliver de næste kun lettere, ja næsten selvfølgelige.

Balslev har en forkærlighed for apokalypser – “De rensede” beskrev verden efter undergangen, mens han her kaster sig over det, der kunne være optakten til, at lortet ramler. Med den forkærlighed kunne man mistænke, at han havde skrevet en side af sig selv ind i Frederik. De to bøger hænger ikke sammen, men der er dog elementer, der går igen: det bidske syn på verden, den roligt uafvendeligt fremadskridende handling. For mig havde “De rensede” nok et mere rent bid i sammenstillingen af bedsteborgere og totalt sammenbrud, men “Daggry” rammer en lidt anden kant med sit portræt af Frederik. Hvis første bog var let at slå hen, fordi den var for fantastik, vil Balslev her overbevise med realismen.

“Daggry” er en historie, der ruller tungt mod sin slutning – man er med på rejsen og venter måske nok på en afkørsel, men forfatteren bag rattet har blikket låst fast på horisonten og daggryet. Den rette bog at smide på natbordet, hvis man ikke er helt tryg ved sin nabo, hvor flink han end ser ud.