I et split-sekund lod jeg mig forføre af min egen dysleksi og troede der stod “Herne”, som i “Herne the Hunter”. Og den mytologiske figur ville måske også være passende i forhold til “Højtiden”, med sine konnotationer til Cernunnos, Loke, Aktæon og så selvføllerli’ Robin Hood. Og skal det være med den på (og det har jeg lige bestemt at det skal), så læs noget “Mythago Wood” – det er eddermame efterårslekture.

Der er en anden forfatter, der godt kunne ligne Lafcadio en lille smule, nemlig Paul Myron Anthony Linebarger, bedre kendt som “Cordwainer Smith”. Gennem noget familiehalløjsa og almindelig nepotisme havde “Smith” connexions til Kina, og meget af hans litterære output – nemlig hele serien om The Instrumentality of Mankind – er skrevet på kinesisk. Altså ikke som “på” kinesisk, men med udgangspunkt i en litterær tradition, der er kinesisk. Hvilket – noget lignende Lafcadio – kan eksemplificeres ved: ” – Der findes en beretning om forne tider, som jeg hr hørt af en hellig mand, der havde historien fra en pilgrim, om at der i Kejser Mings regeringstid skulle have levet to brødre, der elskede hinanden, men ondt kom dem imellem ….” osv.

Og så har jeg ladet mig fortælle, at et kinesisk narrativ er ultrakonservativt, der tager sit udgangspunkt i digtet “Jadetrappens klage”. Mere om det hér:

http://herlov.dk/kinadigt.htm

kh Henning