Jonbar-punktet
Ved du allerede, hvad Jonbar-punktet er? Så er du sikkert … nåja, Henning, eller på anden vis dybt forankret i klassisk science fiction-kultur. Jeg vil tillade mig at citere fra The Encyclopedia of Science Fiction:
Term occasionally used in sf criticism for a crucial forking-place in Time, whose manipulation via Time Travel can radically affect the future that follows. “Jonbar hinge” has also been used synonymously. The name derives from Jack Williamson’s The Legion of Time (May-July 1938 Astounding; rev 1952), which deals with Changewar between the potential future empires of Jonbar (good) and Gyronchi (bad). The former is named for the character John Barr: the fiercely contested jonbar point is the moment when as a small boy Barr picks up either a magnet, inspiring him to a life of science which ultimately brings Jonbar into existence, or a pebble, leading Barr to obscurity and the world to Gyronchi.
Her er udtrykket især interessant i forhold til kontrafaktiske historier, i og med, at jeg for nogle måneder sider stor for en todelt podcast, der forsøger at gennemgå de eksempler i romanform, der findes på dansk. Og det er netop gået op mig, at den har været online et stykke tid, under titlen (you guessed it) “Jonbar-punktet”.
Du finder den her:
3 kommentarer
Eller også hedder man Stig W. Jørgensen & har – på hedengangne Ekkorummet, samt i en bog som jeg faenbjældemig ikke lige kan huske titlen på – begivet sig ud i emnet “point of divergence” = JonBar Hinge ….. – der er sådan lidt “Sliding Doors” over det; “hinge” = hængsel –
Nå! Det er jo en kodyl lang diskussion, og jeg vil nok nøjes med at skrive, at det var to For-Mi-Dable afsnit, at lytte til.
Jeg vil så også lige bringe ad notam, at “kontrafaktion” indenfor HISTORIE-faget faktisk er taget meget seriøst. Og der findes flere forskellige måder, at undervise om Historie i, men heldigvis er det i fremvækst at undervise i Historie (på folkeskoleniveau) ifht begreberne “brud” og “kontinuitet”. Arvefølge er ikke et brud. Militærkup er!
Jeg føler mig underinformeret om, hvor mange fede potte-kast, der findes, derude – hvor sandheden jo efter sigende skulle befinde sig.
Rasmus Dahlberg har jo faktisk lavet et par bøger på dansk med en mere historisk-rettet indgang til kontrafaktionen – og tillige skrevet et par romaner, der kan betragtes som science fiction, hvis man så lyster. Så man skulle tro, han var en mand med øje for både fremtiden og for fortidens fejlbarlighed. Lidt overraskende under den nyligt overståede valgkamp at se hans ansigt på plakater for de Konservative med den tanke i baghovedet.
Tjahe! Mit indtryk af udviklingen i det danske politiske landskab er, at “hin enkeltes” manifesterede “politiske ståsted” mere handler om karrieremuligheder (enten indenfor “systemet” eller ifht det pulveriserende erhvervsliv). Jeg mangler f.eks, en knippelgod forklaring på, hvordan man kan starte som punket BZ’er og ende som socialdemokratisk undervisnings-himstregims. Eller hvordan man kan dukke op af de rådgivendes falankser, udnævnes til finansminister, sælge DONG og fise videre til en toppost i MacKenzie.
Men nu med hensyn til historikere, så skal jeg virkelig ikke kunne udtale mig om hverken Erik Kjersgaards eller Palle Laurings politiske holdninger. Men de var knageme’ dygtige historikere. Og så er der sådan en kanut som John Kenneth Galbraith – som var økonom, og sine steder kaldt “venstreliberal” (hvad der så menes med det) – der havde et helt klart billede af samfundsudvikling og historie, som ikke ligger mange hanefjed fra Marx’ og Engels’ ditto. Meget mærkeligt –
Stig Ws bog hedder “Det virtuelle cocktailparty” – apropos …. et eller andet 🙂