Scifi er nu finlitteratur
Jeg har haft et sært cyklisk forhold til Weekendavisen, noget i denne retning:
“Hmmm, jeg burde egentlig abonnere på WA på grund af BØGER.” –> Skriver abonnement –> bliver irriteret over avisens holdninger og navlepilleri –> Afslutter abonnement og lader tiden gå –> “Hmmm, jeg burde egentlig abonnere på WA på grund af BØGER.”
Det var en cyklus, som sociale medier faktisk formåede at disrupte (som det hedder nu om dage), fordi det gerne blev et issue, når WA prøvede at kickstarte noget forargelse. Så selv om jeg er hoppet af SoMe, er den lektie faktisk blevet hængende i systemet.
Men når nu min kone er anmeldt (positivt) i avisen, må den naturligvis købes, for den slags bør læses i fysisk form. Og det må resten af avisen selvsagt også. Hvilket bl.a. førte til dette indslag fra Lars Bukdahl.
Og med ét slag er science fiction nu en finlitterær genre.
Jeg kender godt mundheldet, at man ikke skal ønske sig at se en journalist behandle et emne, man ved noget om, fordi man så vil indse, hvor lidt de ved om, hvad de ellers skriver om. Det indbefatter så også litterater, lader det til, men alligevel er der dog en lille del af mig, som gerne ville se Lars Bukdahl skrive om dansk science fiction; især for at se, hvordan han ville stykke en definition sammen, som fraskærer alle de forfattere, der ikke er Svend Åge Madsen eller Jonas Eike. For selv om der er en del medlemmer af det finlitterære danske kredsløb, som skriver sf for tiden (og tak for det, for der er virkeligt gode ting imellem), så er der altså også stadig et kredsløb af forfattere, som driver genren i andre (og lige så givtige) retninger.
4 kommentarer
Netop det hér beskrevne forhold til WA virker stærkt genkendeligt. Altså bortset fra det forhold, at jeg aldrig nogensinde har givet så meget som en bøjet femøre for et abonnement på molevitten; en ten har jeg fået det “i arv” fra min stenrige svoger, eller også har jeg fået faenskabet tilsendt som “prøve-abonnement”.
Nu har jeg ikke så helvedes godt tjek på sektionerne, men for mit vedkommende har det vist mest være Kultur- og Ideer-sektionerne (og så lidt ovre i den politiske sektion, bare for at … know thy enemy-agtigt). Men selvfølgelig har jeg også bladret “Bøger”.
I den forbindelse kan jeg – uden blusel – udtale, at netop Lars Bukdahl fandenbjældemig ikke er min kop kaffe. Hvilket er lidt mærkeligt, idet hans “skvaldrende ordskvalder” (Gizmo-Duck) godt kunne ligne mine udgydelser, når jeg kommer lidt for godt igang. Men jeg har det med Bukdahl ligesom jeg har det med Søren Østergaard: – han er IKKE sjov! Han spiller, at han er sjov! Men i virkeligheden er han “Ungdomsklovnen Krølle”:
https://www.youtube.com/watch?v=lE8kMA0U9pY
Men selvfølgelig må der være point for Hr. Bukdahls (sene) indsigt, dersom citatet ikke blot er udtryk for en tilskyndelse til at være “på”, “up-front” og “en vogue”.
Beklageligvis tror jeg ikke en dyt på, at supertankeren WA skulle skifte kurs så hurtigt, omend vi alle bør leve i håbet (for hvor faen skal vi ellers leve?)
Og grunden til denne min animositet er, at jeg for ganske nylig – okay: et år siden – netop i WA læste en anmeldelse af en bogserie: – jeg husker ikke anmelderen, jeg husker ikke titlen på bogserien, men over fire spalter i WA/Bøger blev den skamrost for at være et værk, der nu – NU – var beviset for at science fiction var blevet voksen(!) og et øjekast værdigt.
OG: – så viste det sig, at dreje sig om en temmelig uhåndtérbar gang space-opera med lige dele dårlig teknisk forståelse, elendig emulering af noget Paul Anderson og dybest set et folkeeventyr og prinsessen, der bliver reddet af prinsen (Star Wars). “Voksenheden” bestod i, at der var nogle “erotiske afsnit”!
Men okay: – Ét point til Bukdahl, men 10 til din hustru, for at have rystet det apparat nok til, at det værdigede hendes skriv en anmeldelse. Og gid det må gavne –
Lidt apropos faldt jeg i går over, at Litteratursiden har tema om “spekulativ fiktion” – https://litteratursiden.dk/temaer/spekulativ-fiktion
Men det viser sig, at eksemplerne er alle de velkendte medlemmer af det gode selskab, hvilket får mig til at tro, at spekulativ fiktion er ved at blive den nye graphic novels på dansk – som i: “det er science fiction, men det er for voksne!”
Dog formår en af artiklerne at namedroppe China Mieville, og det kan vi jo godt lide 🙂
– og iøvrigt var det ikke Atwood der “coinede” Speculative Fiction; det var Heinlein!!
jammen herre jemini min skaber og gud. Jeg vil fandme’ også have mig en lønnet stilling, hvor jeg kan tillade mig at sige noget om et eller andet jeg ikke har en stand forskid på 🙂
Iøvrigt kommer jeg lige i tanker om, hvordan “genre-begrebet” bliver benyttet på – i mit tilfælde – læreruddannelsen, men muligvis generelt. Det er helt i skoven – men det må jeg komme tilbage, på rette tid og på rette sted.
En hurtig strøtanke – bare for at huske migselv på det!