Flight 7500 (2014)
Undervejs på flyet til Japan fra USA dør en passager på voldsom vis. Det sætter resten af de rejsendes tanker i gang om livets flygtige værdi. Og det er lige så vel, for snart bliver de selv ekspederet én for én.
Det er en interessant ramme for en overnaturlig gyser, og det brogede figurgalleri har alle deres uforløste dilemmaer at arbejde med. Måske derfor føles filmen lidt overfladisk og — for en gangs skyld — for kort med sine 79 minutter.
Det er tankevækkende, hvor meget der fokuseres på parforhold og familie i en film, der hovedsageligt handler om risikoen for at dø blandt fremmede: I hvert fald fire gange dvæles der ved vielsesringe, og yderligere et par gange ved andres ægteskaber.
Er det en kynisk kommentar om det nyttesløse i at stifte familie, eller netop en påmindelse om at søge kærlighed i en uvis tilværelse? Filmen giver os ikke mange ledetråde i den ene eller den anden retning, og det bidrager til frustrationen.
5.5/10★
Ingen kommentarer