Nosferatu (1922)
Hvordan anmelder man overhovedet en over hundrede år gammel film, som forlængst er indgået i det kulturelle vokabular i en sådan grad at jeg kendte den ud og ind før jeg så den første gang?
Murnaus uautoriserede Draculafilm er latterlig, langsom og kluntet efter 2023-standarder, men de samme standarder havde ikke eksisteret uden film som Nosferatu. Det ses endnu tydeligere i filmens efterliv som ikonografisk sampling i senere værker.
Skal man problematisere filmens visuelle udsagn, er temaet om den blodsugende indvandrer, som i natten udrydder sine nye naboer én for én, oplagt. At Draculas britiske miljøer er henlagt til et Volkstümlicher Wismar, og den jødiske kodning af ejendomsmægler Knock/Renfield (og i nogen grad grev Orlok selv) gør ikke sagen bedre.
For tydelighedens skyld forbindes Orlok/Dracula i filmen både med rotter og pest, og selvfølgelig bloddrikkeri, som alle i forskellig grad har været brugt i jødeforfølgelser gennem århundrederne. Frygten for udefrakommende onder får mørkere perspektiver i en tysk film produceret mens nazistpartiet voksede i indflydelse. Det spøgelse må vi stadig se i øjnene.
Det skal ikke sætte Murnau i et nazistisk perspektiv (som homoseksuel var han selv i deres søgelys), men det danner kontekst til filmen i og med dens samtid — og vores egen, hvor de samme tendenser spiller sig ud igen.
På et mindre kritisk plan er Nosferatu bemærkelsesværdig som en Dracula-filmatisering, der går forud for den Hollywood-udgave, som blev lidt af et åg for alle vampyrfilm efter dem.
Bela Lugosis olieret smiskende version af grev Dracula blev så meget et sindbillede på vampyrer, at figuren blev mere et fastelavnskostume end en fare, og dermed mistede sit (undskyld!) bid. Derimod er Max Schreck som Orlok dybt usexet, kantet og stiv som et gammelt træ, unaturlig og alien. Et ægte filmmonster.
7.5/10★
5 kommentarer
Det ser ud til at jeg er ude i kommentar-spree. Nåja – hva faen.
Jeg kan stadig blive fascineret af Nosferatu (samt hele den – muligvis kontrafaktiske – historie om Max Schrek, som mere eller mindre følges op i Herzogs udgave).
Men hvis man bevæger sig i det segment (tidlig filmkunst, tyske film) så bør man give sig i kast med “Golem” og “Doktor Caligaris Kabinet”, samt – ikke-tysk – den første Frankenstein-film. De er gotiske, så det vil noget – og langt hinsides “The Keep” eller “Underworld”.
Overordnet kan man spekulere lidt over, hvorfor det netop var science fiction, gotik og skræk og rædsel, som de første “filmmagere” kastede sig over. Men måske er det heller ikke korrekt, at det var det der skete, for faktisk var noget af det første på celloluid – tadaaaaah! – pornofilm 🙂
Nu holder jeg mig PT til et snævrere tema mht filmhistorien, men jeg har for nyligt tilføjet Carl Th Dreyers “Vampyr” til spillelisten 🙂 Men der var garanteret en snusket bagtanke med at drive folk i biograferne med materiale, de enten helt naturligt ikke kunne se andre steder — spekulative og fantastiske genrer — og så det, de ikke fik lov til af kirke og fædreland— et stykke med bart.
Dreyer? Jammen, der skal du da satansparkemig se Gothic – det var han da mand for! Og det gælder sandt for dyden ikke blot “Vampyr”, men næsten hele balladen. “Ordet” er fandme’ ikke nogen soap-opera 🙂
Som sagt, jeg bruger vampyrtemaet (og specifikt “Dracula”/”Nosferatu”) som indgangsvinkel, for at begrænse udvalget 😄 Men den danske side måtte jeg ligesom have med.
[…] tilbage i denne version, og figurernes roller i historien er blevet blandet grundigt. Ligesom i Nosferatu er hele handlingen sat i Tyskland (uanset at alle bevarer deres engelske navne), så alt foregår […]