TMDb

Hvori vi følger en vennegruppes liv i Londons queermiljø fra midt- til slutfirserne. Fra den sprudlende klubscene til en brat opvågnen til realiteten af AIDS.

Jeg magtede ikke at se It’s a sin, da den kom ud under pandemien, og der er da fællestræk i forskrækkelsen og overtroen omkring en ny, ukendt sygdom. Først og fremmest er serien Russell T Davies’ hjerteknusende memoir over en forgangen men formativ tid, og de venner han mistede.

Først stråler de enkelte figurer sammen fra provins og forstæder for at leve på deres egne vilkår i storbyen. Friheden og lykken lyser ud af dem, omend den endnu bobler under låg hos visse. En figur opremser grunde til at AIDS bare er et skræmmebillede, i en montage hvor han danser og snaver sig gennem en aften i byen.

Så punkteres de tre første afsnit af dødsfald, der rammer hårdere og nærmere for hver gang. Festen er ovre, da indlæggelser og begravelser bliver resten af seriens grundrytme.

For en serie med så mange delikate needle drops fra firsernes LGBT+-dansegulve glimrer Pet Shop Boys’ It’s a sin ved sit fravær. Den fælles titel er et vildspor, for Davies’ egentlige pointe er den indgroede skam og skyld, som præges i både homo- og heteroseksuelle af samfundsnormer.

Vi ser flere afskygninger af selvfornægtelse i serien, helt ind til bagbeklædningen af skabet, og det sidste afsnit bliver en konfrontation med ignorant skams yderste, ødelæggende konsekvens.

8/10★