Artefakt. Det er vist det ord, der dukker op i mit hoved, når jeg kigger på den lille udgivelse “SPEOS – Udskrift fra et huleekspedition”. Det er et lille hæfte, der ikke spilder tid på forside eller forklaring, men kaster sig direkte ud i prologen, så snart titlen er skrevet. Prolog: op ad bjerget (det sidste sollys).

Der er hurtigt slået en lettere poetisk drømmende tone an, som også er betegnende for værket. Fortælleren skal drage ind i det bjerg, han står på, og det lille hæfte er en udskrift af hans monolog undervejs. I følge med – ofte vist lidt bag og bare en smule fortabt – en gruppe speleologer skal han finde frem til et sted i bjerget dyb, til Stilhedens kammer.

Et artefakt. Fundmateriale. Sådan føles SPEOS, også fordi jeg fik fat i den uden videre baggrund. Det føles som noget, det bør findes. Noget, der bør forundre. Hvad er det? Hvorfor er det?

Spørgsmålene leder til speos.dk, der afslører, at der er tale om et projekt, som spænder over medierne: den lille bog, en LP og en kunstudstilling. Nåja, og så SPEOSbjergene, en lille samling lydsten (og hvor fed en ide er ikke det?). Bag SPEOS står Jakob Schweppenhäuser, Emil Thomsen og Morten Søndergaard, hvor sidstnævnte har foretaget den beskrevne ekspedition ned i mørket.

Jeg er behørigt forundret over SPEOS. Kan jeg lide den? Som historie – nej. Men som et besynderligt lille kulturprodukt, der signalerer noget større – helt klart ja. Der er en lille smule Grønvall.Haverholm-følelse over det, sitrende der på kanten af forståelsen.