Jeg har tidligere linket til artiklen “En klassisk reaktion“, og den er stadig værd at læse. Det var i al fald den, der fik mig til at befri Svens Holms kortroman fra dens trange kår i reolen. Ligesom skribenten må jeg nok stille mig lidt forundret over bogens angiveligt klassiker-status, men ikke desto mindre var jeg nu ganske positivt overrasket.

Titlens Termush er et hotel, ikke overraskende anbragt på Atlanterhavskysten. Det er her, de rige (eller i al fald en del af dem) samles, da sporene peger på atomkrig – og det er her, de lever videre, mens resten af verden sandsynligvis dør af strålesyge. I denne lille boble fortsætter verden, som den engang så ud – med ansatte, der tager sig af dem, der synes, de fortjener det. Dagene går langsomt og adstadigt, mens verden udenfor bryder sammen; men med tiden begynder undergangen dog at kunne mærkes, som skud udenfor den smukke park.

Det føles lidt som Ballards “Højhuset”, men med modsat fortegn – både i emne og i fortællestil. Holm skriver roligt og fint. Ting sker, men de føles måske ikke rigtig. Men alligevel er der en rolig udvikling. En bevægelse i magtforholdene, hvor vor hovedperson og hans fæller får sværere og sværere ved at holde fat i deres illusion om normalitet, mens hotellets bestyrelse begynder at træffe beslutninger, der ikke afspejler deres ønsker.

På mange måder føles “Termush, Atlanterhavskysten” meget nutidig – setuppet er blevet ganske realistisk, og på den måde er det rart, at Sven Holms bog ikke kan bruges som et blueprint for den økonomiske overklasse. For den er et smukt undergangsbillede – ikke blot for den verden, der var, men også den boble, som vor hovedperson lever i. Man føler overfladespændingen, der truer med at briste.

“Termush, Atlanterhavskysten” er en fin kortroman, der nok føles mere som billede end egentlig historie – men den har nerve og fortjener klart en anbefaling.