TMDb

To par cirka tyveåriges road trip gennem den australske outback bliver kontant afbrudt af en mystisk lastbil, der cruiser ud ad asfalten som en haj. Da de snart efter finder samme vognmonster forladt, ser de deres snit til at komme tilbage til civilisationen, men først der begynder deres problemer for alvor.

Jeg holder øjnene åbne for film, som har med tog at gøre — der indgår ikke kælder med plads til modelbaner i mit lejemål — men i dette tilfælde blev jeg vildledt af titlen. Road Train er australsk jargon for de enorme lastbiler som drøner gennem landet med godsfragt. Den antepodiske kulturkløft hævner sig igen.

Filmen er lidt som en russisk dukke, der gradvist viser sig at have en ny genre indeni. Teenage road movies er en kategori for sig, men i gysergenren er den forlængst reduceret til anslag for alskens ulykker, her varslet af en enorm, sort lastbil i bakspejlet. Okay, tænker den velbevandrede seer; vi kender også dén undergenre, hvor trafikanter terroriseres på forladte landeveje af anonyme biler i halvanden time. Men bum, så er de kørt i rabatten, kvæstede og strandede i den stegende sol.

Deres ombordstigning i den forladte lastbil er en direkte pendant til spøgelseshusfilm (“Vi spørger i det store, mørke hus derovre, de må da have en telefon”), og derfra skifter filmen igen til overlevelseshorror, metafysisk psykodrama, med et sidespor ind i Motorsavsmassakre-territorie, og endelig Clive Barkersk body horror.

Alt dette er klart i det skærende klare tilbageblik, og får Road train til at lyde både smart og interessant, men jeg sad lidt frustreret og tjekkede klokken undervejs i filmen. Særligt sidste halvdel snubler over sine egne plotspor, og tygger drøv på ret trivielle personforviklinger. Måske har jeg glemt, hvor akut livstruende det er for tyveårige at opdage, deres kæreste har knaldet en anden, men så langt fremme i historien bliver det for spinkelt et omdrejningspunkt.

5/10★