Der er mange ting der kan irritere sådan i hverdagen. Folk der snyder foran i køen eller folk der undlader at blinke af i trafikken. Det er den slags, der kan give en ellers rolig bibliotekar, lyst til at påspænde sig sine pistolbælter og katanaer, og ride ud i verden for at sætte tingene i orden. 

Det der dog mest af alt strainer og kan hidse mig op som en dværgefyrste, hvis fætter er blevet myrdet af orker, er paranormale film og bøger “baseret på virkelige hændelser”. Den slags kan jeg ikke tåle. Så griber jeg min kampøkse og… poster vrede beskeder på internettet. Yeah, tag den i schnøbler!

Hvorfor irriterer den genre mig så meget? Fordi det 100% er fup, løgn og humbug. Alle ved det, der er ingen tvivl. Det er et spørgsmål om tjene penge.

Lad os komme med et eksempel, et i helt sikkert kender ganske godt.

Den 13 november 1974 skød og dræbte den 23 årige Ronald DeFeo 6 medlemmer af sin familie. Det er ikke til at sige hvorfor, han ændrede sin forklaring mange gange i årenes løb. Han gjorde det i familiens hus i Amityville, en by på Long Island i New York.  

Et år senere flytter Lutz familien ind i det samme hus, men flygter 28 dage senere ud af huset på grund af paranormale hændelser. Det er i hvert fald hvad de påstod. 

2 år senere kommer bogen, The Amitywile Horror. Den er skrevet af Jay Anson og fik en enorm succes. Filmen kom i 79 og fik den lækre danske titel Spøgelseshuset. Rent økonomisk er rædslerne i Amityville en guldgruppe. Der er kommet mindst 10 bøger, 8 film i serien The Amityville Horror, 1 remake, og  37 andre værker mere eller mindre basseret på den oprindelige historie. Der er så mange at værker basseret på Amityville rædslerne har fået sin egen wiki side. Jeg tør sværge på en stak inkunabler at mindst 95% af dem er noget makværk.

Men hvorfra kommer den her sære historie. For at finde ud af det, skal vi lige lidt tilbage i historien. Nemlig til Ronals DeFeos advokat William Weber. Han fik en ide om at tjene nemme penge og sender et forslag til familien Lutz, om at de skulle skrive en bog sammen. Nemlig en om rædsler og uhygge i deres nyligt indkøbte hus. Efter at have studset lidt over tilbuddet, beslutter de sig for at hans tilbud er for dårligt. De kan få en bedre deal med deres egen forfatter. Enter stage left, Jay Anson. Bogen skrives og udgives under stort ståhej. 

I 77 lægger Familien Lutz sag an mod Weber, en håndfuld forfattere og clairvoyanter, samt flere magasiner og aviser – foruden Hearst Corporation. Deres anke var at de alle havde misbrugt familien Lutzs navne i deres publikationer og forbrudt sg mod deres privatliv og derigennem forvoldt dem alskens mental stress og ulykker. (Her forstiller jeg mig at det der virkeligt har irriteret George Lutz, er at han ikke får penge for at blive omtalt i de mange blade og aviser). Søgsmålet bliver dog hurtigt afvist af retten. Efterfølgende udtaler William Weber, at “I know this book is a hoax. We created this horror story over many bottles of wine.”

Husets nye ejer boede der i ti år, fra 77-87, og oplevede aldrig noget sært eller ubehageligt. Udover at der kom mange horrorturister for at se på huset.

George Lutz påstod dog for tid og evighed, at han og familiens oplevelser var korrekte. At alt i bogen var nøjagtigt som det skete i den virkelige verden. Hans stedsøn var dog ikke så imponeret af hele oplevelsen og har sagt at  “He’s a professional showman, in my opinion. I just feel as though we’re being exploited.”

Der er et utal af film, bøger og tv, der baserer sig på “såkaldte rigtige hændelser”. Der er spøgelsesjæger tv hvor der rigtigt kommer gang i ye olde shakycam, for rigtigt at sætte stemningen når det uhyggelige sker. Der er alle de film der bygger på spøgelsesjægerne Warrens oplevelser (det er dem med the Conjuring og Annabelle dukken).

I bogen “Er der mere mellem himmel og jord”, i kapitlet Dødsstrålerne kommer til Horsens (som handler om jordstråle forskning), er der en lækker og bitter konklusion: der er ligeså meget mellem himmel og jord som man har råd til.