Der er et plot et eller andet sted i denne bog. Fortælleren (og forfatterens) ven begår selvmord, og på årsdagen drager Andedrengen ud i Amazonas’ jungle for at finde et hemmeligt tempel, hvor han ved hjælp af ayahuasca drager ud for at bringe vennens lig til dødsrøget.

Vist nok. Det virker lidt ligegyldigt. Det er ikke pointe her at fortælle en historie, så meget som det handler om at fortælle om Onkels Hawaiis eskapader i Københavns natteliv. Her driver han omkring, møder sære skæbner og snakker om sex, onani, døden, livet og alt andet, der kan placeret i et koordinatsystem med de fire akser.

Det er sikkert beat-litteratur. Eller sagt på en anden måde: det er lige durk i min forestilling om beat-litteratur, men med en referanceramme, der indbefatter bl.a. Grete Roulund og Moon Knight, så er det også betydeligt mere fornøjeligt, end jeg egentligt havde troet. “København er hvid og blå” virker som en bog, der mestendels er opsat på at skrive myter – myten om forfatteren som den ståluld, der skraber tilværelsens brændte grydebund i en suppedas af alkohol og stoffer, lidelse og indsigt; og lige så meget myten om Onkel Hawaii (og hans diverse pseudonymer) (hvilket man også kan opleve i dette interview).

Grundlæggende set er “København er hvid og blå” et imponerende værk. Onklen forbliver en frisk fortæller, også selv om nogle gange gør det ved at hugge med arme og ben – selv hvis man er lidt plot-afhængig, ser man ikke den store grund til at afbryde læsningen, for der er altid lige et optrin til, en lille fortælling, en krølle, man kan snuppe. Og så er selve bogen bare flot, hvilket er lidt af en varemærke for Baggaardsbaronerne – med illustrationer af folk som Patrick Steptoe, Gabriel Tiedt Lange og Zven Balslev. Chef’s kiss.

Er “København…” en bog, jeg er vild med? Nej, egentlig ikke – men samtidig er det en bog, jeg ikke kan lade være med at værdsætte. Og anbefale.