Der var en næsten nostalgisk glæde over at læse Adrian Tchaikovskys “Alien Clay” – den trykker på flere af de samme knapper som en god, klassisk sf-roman. Vi har seriøse mænd (TM), som ønsker at forstå verden, vi har en sær fremmed planet, der spiller efter sine egne regler, og vi har en god portion modvilje mod autoriteter.

Det, vi derimod ikke har, er den gudsbenådede evne til at skrive en skarp roman på 150-200 sider.

Arton Daghdev er professor i biologi – men desværre under et regime, der ikke bryder sig om, at man forsker i de forkerte retning, dvs de retninger, der ikke understøtter en forståelse af mennesket som universets højdepunkt. Det bliver ikke bedre af, at Arton deltager i et væbnet oprør – så afsted til en straffekoloni med ham: planeten Kiln.

Kiln burde være en videnskabsmands våde drøm – dens biologi er helt ulig Jordens, en veritabelt kogende tsunami af liv, der kombineres på sære måder, og skjult under dette liv gemmer der sig endnu et mysterium. Desværre er regimets tilgang til videnskaben, at den skal holde sig til reglerne og gøres billigt – og menneskeliv koster ikke dyr; så der er ingen tvivl om, at eksil på Kiln er det samme som en dødsstraf.

Så nu har Arton to udfordringer: at være med til at planlægge en væbnet opstand og gennemskue et mysterium, der har slået hundredvis af mennesker ihjel før ham. Det går han til med gåpåmod og en del humor.

“Alien Clay” føles lidt som en ældre science fiction skrevet med en moderne stemme – den har mysteriet (som måske nok er lidt forudsigeligt), og den har arbejdet med en løse det, som naturligvis betyder, at der smides en masse ideer gennem luften, og det er en fornøjelse at følge med i. Men med tiden føles det måske også, som om der trædes vande, og humoren har det med at blive lidt repetitiv. Den samme oplevelse gjorde sig gældende for min læsning af Tchaikovskys “Service Model”, der dog lænede sig noget mere op af humoren.

Det er en ganske god bog, ingen tvivl om det, og man læser sig gladeligt igennem den – men jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke, den ville være endnu bedre, hvis den var bare en smule mere gammeldags … og kun fyldte 150-200 sider.

Skulle man være interesseret i ideerne i bogen, fortæller forfatteren selv mere på NewScientist: https://www.newscientist.com/article/2464328-adrian-tchaikovsky-could-life-have-gone-any-other-way/