Dansk horror hjemsøges af et spøgelse. I dets spektrale fodspor finder man ting som en forkærlighed for at opbygge noveller efter 1800-tals forbilleder og et sprogbrug, der svinger imellem grandiøs formalitet og friskfyr-agtigt. Jeg er ret sikker på, at hvis Scooby Doo og resten af banden flår masken af det spøgelse, vil de finde Dennis Jürgensen inden under. Folk er vokset op med Jürgensens bøger, og det har givet dem en genreselvbevidsthed på både godt og ondt.

Man finder også disse fodspor i Morten Carlsens “I tusmørket er alle katte blå” – måske tydeligst i “Babusjkaernes herre”: fortælleren møder en gammel ven efter lang tid, og denne fortæller om det, der er sket, mens vedkommende var langt væk – en historie, der efterlader fortælleren i en værre situation end før. Den indledes højtideligt med “Første gang jeg hørte om den mand der gik under navnet babusjkaernes herre, var for omkring et halvt år siden. Det føles ikke som om der er gået så lang tid. Jeg bilder mig ind at den diffuse tidsfornemmelse skyldes de ting der fulgte i kølvandet på at jeg blev bevidst om hans eksistens.” For derefter få linjer senere at tænke om den gamle ven, at han har “et par posefulde løse marmorkugler roterende rundt i kraniet.”

“I tusmørket er alle katte blå” er en samling noveller, hvoraf en del tidligere har været udgivet i antologier og fanzines. Det er Carlsens første selvstændige udgivelse, udsendt på Enter Darkness.

Den byder på 13 noveller, alle horror og for så vidt ret forskellige. Fællesnævneren er nok den genreselvbevidsthed, som kan være både god og dårlig – og også er det i denne samling. For som enhver novellesamling er der naturligvis højdepunkter og lidt skuffelser. Men Carlsen har især en styrke i at udtænke stærke scenarier: udgravning af tørv under besættelsen, en journalist, der skal undersøge en dårlig kopi af et maleri, en vikar i hjemmeplejen, der bliver udsat for en ganske særlig borger. Det scorer et ekstra point for mig, at han gerne lader sine uhyrligheder udspille sig i genkendelige, danske miljøer.

Generelt er “I tusmørke er alle katte blå” en omgang velfunderet dansk horror med potentiale. Vi har ikke længere det helt så levende novelle-marked på området, men jeg håber, at Carlsen forsætter, for det kan blive til noget rigtigt godt.