POSTAPOKALYPTISK SAMFUNDSKRITIK: Jeg kan godt lide postapokalyptisk science fiction. Der er et eller andet fascinerende over ideen om den faldne civilisation, hvor menneskene skal forsøge at overleve i ruinerne af den forsvundne fortid. Det kan enten være ramasjang og ballade som i Mad Max eller som her 70’er samfunds- og kulturkritik.

Historien om Simon handler om en ung mand, der rejser gennem verden for at finde frem til By Nummer Tre. Her vil han ødelægge det laservåben som hans far har bygget. Det kan kun ske i By Nummer Tre. Vi får aldrig nogen forklaring på hvorfor, men det kan være laserpistolen er enormt holdbar og kun kan ødelægges med Byens teknologi.

På vej mod By Nummer Tre støder Simon på Kentaurnes Klan. En stamme af jægere der har slået sig ned i bjergene. Han bliver optaget i deres stamme og møder videnskabsmanden Charles og hans datter Estelle, der bor sammen med dem. Der opstår problemer med lederen Igaal, der for det første ikke har meget til overs for legenderne om byherrerne, men mere vigtigt måske er voldsomt jaloux på Simons forhold til Estelle. Efter en duel bliver en såret Simon sendt i eksil.
Senere angriber By Nummer Tre Kentaurnes Klan, for at få slaver til deres miner og stålvalseværker. Simon og en lille gruppe undslupne jægere bliver nødt til at organisere slaverne og starte en opstand mod Byherrerne.

Hvad er det så der er sket i Simonverset? Jo, tilsyneladende er civilisationen kollapset under sin egen vægt. Problemerne med olieblokaden, oprørsbevægelserne, studenteroprør og raceuroligheder har betydet at samfundet er brudt sammen og er startet forfra. Man har kort sagt forladt teknologiens byrde til fordel for et simpelt bonde- og nomade liv.
Kun centreret omkring de gamle hovedstæder forsøger Byherrerne at holde fast i det gamle teknologibaserede samfund. Støttet af deres militær holder de krampagtigt fast på de sidste ressourcer og vil gøre hvad som helst for at holde sig på magten.

Claude Auclair bruger den store pensel til at beskrive dagligdagen for jægerne og springer lidt hurtigt over hvordan de egentlig overlever. Der er heller ikke brugt meget tid på at forklare hvordan man klarer sig uden antibiotika eller et moderne sundhedsvæsen generelt. Livet uden teknologi er fremstillet meget romantisk og stort set uden problemer.
Tegnestilen er klassisk fransk og er både realistisk og dyster. Det er en meget 70’er agtig tegneserie – hovedpersonerne går med langt hår og har gerne enten et fuldskæg eller et frækt 70’er overskæg. Byherrernes militær er tydeligvis baseret på de amerikanske soldater i Vietnam. Hele budskabet med de onde magthavere, udbyttere og undertrykkere lugter langt væk af modkultur og studenteroprør. Men det gør ikke noget, engang i mellem er det ret sjovt at se hvad der foregik i forældregenerationens science fiction.

Slaverne er første bind i serien. Der er seks bind alt i alt, men kun de første tre beskæftiger sig med historien om By Nummer Tre og laservåbnet.