VERDEN IFØLGE SERIEMAGASINET
“Verden Ifølge Seriemagasinet” hedder en (et?) podcast, som jeg har fulgt med interesse. Podcasten bestyres af Tom Kampmann, der er vokset op på Amager, på Øresundsvej (og det er lidt interessant, for undertegnede, for hvis man lige kører ned ad Øresundsvej mod Amager Strand, drejer til venstre i krydset ved Øresundsvej/Østrigsgade og ned ad Østrigsgade, en tre-fire hundrede meter, dernæst til venstre ad Bulgariensgade (25 meter) og atter til venstre ind på Ungarnsgade, ja, så var det dér undertegnede voksede op … – resten gemmer jeg til mine memoirer – nok).
Podcastens koncept er ret enkelt: – hver gang inviteres en gæst (kaldet “medvært”), ned i Herreværelset, hvor der er chesterfieldmøbler, globusbar og spækket med tegneserier – herunder (selvfølgelig) samtlige numre af hedengangne SerieMagasinet.
Det er faktisk ret prominente (ihvertfald kendte) gæster, Tom inviterer til en times snak, ikke blot om SerieMagasinet, men om VERDEN SOM HELHED, set i lyset af en opvækst, der foregik i halvfjerdserne og firserne. Men selvfølgelig med linier, perspektiver og tråde langt ind dette nye, flunkende årtusinde. Og der kommes vidt omkring: – film, bøger, tegneserier, politik, livs-erfaring, filosofi – you name it! Så det er værd at anbefale en lytter til VIF. Så det vil jeg gøre: – hermed anbefalet.
Podcasten kan findes hér: https://nummer9.dk/category/podcast/seriemagasinet/
Men har da også sin egen kanal: https://seriemagasinet.dk/
1 kommentar
Rart, at den er tilbage – og med John Kenn Mortensen endda. Det bliver spændende.