Repairman Jack er hovedpersonen i en række romaner af F. Paul Wilson – ikke en helt almindelig håndværker, men en selvtægtsudøver, der tager sig af de sager, som loven ikke kan overkomme. Han hjælper uskyldige mennesker, som verden på en eller anden måde har været ond ved – og bringer retfærdighed ind i sagen. Og det gør han gerne med vold eller med en straf, der på poetisk vis passer til forbrydelsen. Han lever et liv uden for det etablerede system – har ikke noget CPR-nummer, bankkonto, skattepapirer og så videre og påtager sig kun de sager, han selv vælger. Han er med andre ord en klassisk actionhelt, af typen ”flink psykopat” (okay, det er ikke sådan, forfatteren ser ham).

”The Tomb” er første bog om Jack – og forsiden (på den udgave, jeg læste, og som ikke er til at finde) lover skumle, gamle bygninger og trefingrede monstre i bure. Indholdet er desværre noget anderledes – vi bevæger os rundt i New York, får leveret et rodet kidnapningsmysterium og en hovedperson skåret i pap, der konstant fik mig til at tænke på Jean-Claude Van Damme. Og nåja, nogle trefingrede monstre, der dalrer rundt.

Vi starter i typisk krimi-udgangspunkt – vores hårdkogte helt kontaktes af sin ekskæreste, Gia, som vil have ham til at efterforske en mærkelig forsvinden. Det er en kær gammel dame fra Gias tidligere svigerfamilie, der er forsvundet uden et spor. I håbet om at finde sammen med Gia igen påtager Jack sig straks jobbet. Samtidig bliver han kontaktet af en indisk mand, der desperat har brug for hans hjælp. Inderens mor er blevet rullet og frastjålet en halskæde – hun ligger nu for døden og må have halskæden tilbage før sin sidste stund. Hen ad vejen viser de to sager sig naturligvis at være forbundne – og vi bringes på sporet af en gammel forbandelse og nogle umenneskelige monstre, som drives gennem den mørke nat for at hævne.

Før vi når slutningen, får vi serveret en del action, nogle eksplosioner, lidt romantik, en masse snak om ære og en historie, der helt ærligt aldrig letter.

Det ord, der slår mig mest efter end læsning, er nok pligtskyldigt – F. Paul Wilson har en række elementer, og de bliver sat på række og sat i gang. Så trasker de ellers af sted, indtil vi når sidste side – og det bliver (den værste synd af alle) ganske enkelt kedeligt. Teksten sprudler ikke, den er knaldende fri for humor eller nogen form for pang! Jack er en kliche, der kun kunne være opstået i firserne, og spændingen mellem hans frie liv og forhold til familie og venner opstår aldrig. Hvis denne første bog er beskrivende for serien, virker de ærligt talt som Jim Butchers Harry Dresden-serie – bare uden humor, spændingskurve og alt det, der gør dem noget ved at læse.