Venligheden

For nylig så jeg nogen snakke om den periode i Stephen Kings karriere, hvor han var på kokain, som der, hvor han ikke kendte forskel på vigtigt og uvigtigt og derfor tog alt med. Efter at have læst John Ajvide Lindqvists seneste roman, “Venligheden”, spøger den beskrivelse lidt i min hjerne, for bogen er så Kingsk, at man burde tjekke med Lindqvists familie, om han er kommet ud i et misbrug.

Næsten 700 sider byder han på, fyldt med velkendte elementer som et bredt udvalg af helt almindelige mennesker, folk med overnaturlige evner (og især et barn med samme), en by, der skal pilles helt fra hinanden, og en tydelig fornøjelse ved at fortælle om sine personer – og på den mere negative kingske genkendelse: en noget flad slutning.

Heldigvis er vejen derhen ganske værd at læse, for Lindqvist er som altid god til at fortælle. Denne gang er vi i byen Norrtälje, der til at starte med er et hyggeligt sted. Den til tider lidt omflakkende fortællestemme henleder vores opmærksomhed på alle de små gestusser, som folk udviser overfor hinanden af almindelig medmenneskelighed – men det er noget, som står for at ændre sig. En stor, gul container bliver efterladt på kajen i nattens mulm og mørke, og dens indhold kommer til at efterlade dybe ar på Norrtälje, når engang kommunen kommer forbi de bureaukratiske forhindrer og får den åbnet.

Imens følger vi (hovedsageligt) to vennegrupper: Max, Marko og Johan, der voksede op sammen, selv om de er fra forskellige socialklasser, og Siw og Anna, der er yderst forskellige, men alligevel passer godt sammen. Det bliver Pokemon Go, der fører de to grupper sammen, men fiktive kampmonstre kan desværre ikke hjælpe dem mod det, der vokser i deres by.

“Venligheden” var en sært todelt læseoplevelse. Den er mildere i sit portræt af Norrtälje, end Lindqvist ofte er, ikke helt så bittert socialrealistisk, og der er ingen tvivl om, at han lægger meget energi i både byen og sine personer – og det er en fornøjelse at læse. For at vende tilbage til King-sammenligningen er der ingen tvivl om, at det er en bog for folk, der godt kan side den side af kollegaens forfatterskab – det er personerne og deres private dramaer, der er i højsædet her. Det er velskrevet, og jeg læste mig gennem bogen uden på noget tidspunkt at spekulere over tykkelsen.

Men efter endt læsning var der dog også en skuffelse tilbage. Noget af det er forventningen om horror – for det virker næsten, som om det overnaturlige element introduceret lidt pligtskyldigt. Ideen er så proppet med potentiale, og den tavse, gule container brummer næsten af fare – men Lindqvist fortaber sig i personerne og vil så gerne fortælle os om dem, at han lidt glemmer opbygningen. Den er der, men den lader til at drukne. Dertil kommer et par fortælletekniske valg, der virker lidt tilfældige, og jeg sad nok tilbage med et ønske om noget mere.

Alt i alt gør det “Venligheden” til en meget sjælden bog: én, som jeg ikke vil tøve med at anbefale – men også én, som jeg gerne skal være med til at diskutere fejlene i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.