Gådefuld nonsens.

Jeg tror måske, at det er den rigtige beskrivelse for Edward Goreys lille bog, som enmands-feinschmecker-forlaget Aben maler har sendt ud i dansk oversættelse. Eller måske surrealistisk cykeltur. Adskillige forsøg på at indkredse det, som Gorey har skabt, melder sig på banen, men det mest sigende er nok: epiplektisk. Jeg ved ikke, om det er et ord, som defineret af de kloge hoveder, der bestemmer den slags, men det er det nu alligevel. ”Den epiplektiske cykel” er om noget epiplektisk. Så kan man lægge i det, hvad man vil.

Og sådan, kunne man fristes til at sige, fortsætter det.

De to første billeder afslører meget om bogen – og vil nok med det samme sortere de læsere fra, som bare ikke fatter det. Men så er der de andre, som lader sig fange ind – hvad enten det er af Goreys sublime streg (det er altid et godt billedværk i mine øjne, når jeg har lyst til at have adskillige af siderne som indrammede billeder på min væg) eller de detaljer, der først afslører sig selv ved andet eller tredje øjekast, hvad enten det er i teksten eller i illustrationerne.

Embley og Yewbert drager af sted på en førerløs cykel, der kommende trillende forbi. Det bliver til et absurd eventyr (komplet med forskruet hjem-ude-hjem-opbygning), hvor de næsten bliver ramt af lynet. Adskillige gange.

”Den epiplektiske cykel” er en billedbog for voksne, en art Mumitroldene med mindre sødme og mere undergang – jeg tror, den kræver en voksen snusfornuft at pirre og sætte ud af spillet. Men den kræver også mere fordybelse, end man måske kunne tro af så lille en bog; for Gorey arbejder ikke med de store armbevægelser her, han laver smukke små finter, finurlige streger og sproglige spilopper – på en sådan måde, at bogen er svær at sammenligne med noget andet, jeg kender. Ja, den er svær at forklare. Faktisk bør den bare læses. Enten fatter man det, eller også gør man ikke – er man blandt de sidste, tror jeg måske, man får et lidt fattige liv. Det bliver i al fald ikke epipletisk.