Bruce Sterling: Cykelsmeden

Bruce Sterling: Cykelsmeden

cykelsmedenCYBERCYKELSMEDE. Sterlings “Cykelsmeden” udkom på dansk i 2005  – efter at forfatteren havde manglet på markedet siden 2001-udgivelsen “Distraction” (som var en ganske eminent og læseværdig bog). Udgivelsen af 3 af hans noveller er et velkomment gensyn, selv om man må finde det lidt sært, at en af de bedste danske SF-udgivelser i lang tid (Tor Åge Bringsværds “Pinocchio-papirerne” og “Ker Shus” kommer deropad, men når ikke helt samme niveau) skulle tilskrives foreningen Science Fiction Cirklen snarere end et af landets store, professionelle forlag.

De tre historier er “Deep Eddy”, “Cykelsmeden” og “Taklamakan” og udgør tilsammen “Chattanooga-cyklussen” – de foregår over en årrække og bindes sammen af bipersoner, som til tider bliver hovedpersoner, og en generel udvikling af baggrundsuniverset. Grundlæggende er de dog yderst forskellige og spænder lige fra mere jordbunden spænding til store ideer i en action-setting.

“Deep Eddy” er over i den mere sociologiske ende af genren – som en fremskrivning af nettets evne til at mobilisere den virkelige verden. Titelpersonen, som er datakurer, ankommer til Düsseldorf i rette tid til en Wende – en hændelse, der er at betragte som en blanding af flash mobs, storstilet kunstprojekt, hooligan-optøjer, revolution og meget andet, altsammen samlet på ét sted og i et kortvarigt tidsrum. Samtidig er Wenden dække over en intellektuel og ideologisk kamp, hvor deltagerne ikke holder sig tilbage fra også at blive fysiske. Deep Eddy kommer på en tur igennem den kaotiske by og fungerer som en glimrende eksponent for Sterlings evne til at overraske læseren med ideer og drejninger – samtidig med at man til tider må trække på smilebåndet.

I “Cykelsmeden” er Sterling mere direkte satirisk, da han angriber politikernes vilkår og betydning i sin fremtidige verden. Hovedpersonen, cykelsmeden Lyle, modtager en pakke fra sin sambo, Deep Eddy, som er på en af sine utallige rejser i udlandet. Umiddelbart virker det som ubrugelig teknologi, men Lyle, der egentlig hellere vil arbejde på sine cykler, må snart se sit liv omdannet til noget fra en spionroman: smukke kvinder kaster sig nærmest for hans fødder, og skyggeagtige regeringsagenturer har drejet deres altseende øje mod ham. Heldigvis er Lyle ikke uden venner i byens mere skyggefulde områder, og alting bliver snart vendt på hovedet.

Allerbedst er dog “Taklamakan”, hvor en af Lyles venner spiller hovedrollen. Sammen med en anden urban commando, en “city spider”, befinder han sig dybt i et af verdens mest ugæstfrie miljøer, Taklamakan-ørkenen, for at mødes med en militærmand, som også snart dukker op, meget meget død. De to city spiders beslutter sig for alligevel at udføre deres mission, for et rask lille eventyr går de ikke af vejen for – men det, der skulle have været en radioaktiv losseplads eller en hemmelige flåde af stjerneskibe, viser sig snart at være noget ganske andet og anderledes farligt, en blanding af crowd control og teknologisk evolution. Her jonglerer Sterling tilsyneladende uden problemer med store ideer, teknologi, action og spænding – en brillant blanding, der skaber eminent science fiction.

Niels Dalgaard har forsynet samlingen med et efterord, som samler og perspektiverer – og som sædvanlig forstår han at formidle og udvide læseoplevelsen. “Cykelsmeden” er med andre ord en af den slags bøger, som man kunne nøjes med at anmelde med to ord: “Læs den!”

0
Matt Wagner: Batman and the Monster Men Gregory Benford: Artifact

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.