MELODRAMA. Glamhuggerens forbandelse er fjerde del i serien om Kanten. Den er også tydeligvis overgangen til en ny type bøger – de første tre bind var alle bundet sammen af en fælles hovedperson, Kvisth, hvis udvikling man fulgte, og som jo nok havde udspillet sin rolle. Så denne gang er der ingen af de kendte personager med, og handlingen foregår lang tid før de tidligere bøger i serien – om end den ene af hovedpersonerne bærer en mere end overfladisk lighed med Kvisth: en ung luftpirat ved navn Quint, der vil gøre alt for at bevise sit værd.

Her må han dog dele romanens fokus med Maris, datter af Sanctaprax’ Allerøverste Nåde, Linius. De to mødes, da Linius overtaler luftpiraten Vindsjakalen til at efterlade sin søn, Quint, i Sanctaphrax. Den unge luftpirat falder ikke straks til i de nye omgivelser, han ville langt hellere være i faderens luftskib og opleve eventyr – i Sanctaphrax er alting forvirrende; han bliver sendt på hemmelige opgaver for Linius, bl.a. til byens kæmpestore og forsømte bibliotek, hvor han næsten mister livet. Og så er der Maris, som angiveligt hader ham (om end det er yderst tydeligt for læseren, at der er andet og mere på spil mellem de to).

Men nu er der jo tale om en historie fra Kanten, så naturligvis lurer der fjender overalt. Der kæmpes om magten over den svævende by, og nogle fraktioner vil gå meget langt. Og en mystisk person redder Quints liv. Imens bliver Linius, som burde vise sig som en ægte leder i de svære tider, ud på natlige udflugter, hvis formål han ikke fortæller nogen om, og han begynder at blive mere og mere sær. Snart går det op for Quint og Maris, at der foregår noget i Mellemhimlen, den mystiske labyrint inde i den svævesten, som Sanctahrax er bygget på. Og det er op til dem at redde ikke blot Sanctaphrax’ Allerøverste Nåde, men måske også selve byen.

Som sædvanlig har Stewart sans for spænding og melodrama, og Riddells tegninger holder deres vante standard som eminente atmosfæreelementer. Folk, der har fulgt serien, får, hvad de forventer – nogle gange måske endda lidt for meget. For selv om hovedpersonen er udskiftet, er der lidt fornemmelse af, at forfatteren bruger de samme tricks igen – den unge luftpirat, den ukendte hjælper, sammensværgelsen. Men som sædvanlig rådes der naturligvis bod på det med den fabelagtige baggrund, som historien udspiller sig på – alle bøgerne foregår i det samme univers, men Stewart og Riddell forstår at ændre det konstant, at tilføje eller fjerne efter forgodtbefindende, men stadig gøre det sammenhængende.

Personligt nød jeg Glamhuggerens forbandelse – som roman er den yderst underholdende, selv om den som del af en serie måske kører lidt i tomgang. Ikke desto mindre kan man også se, at Stewart er begyndt at vige bort fra de formler, han fastlagde i Kvisth-bøgerne, og det er en god ting. Indtil videre er der udkommet to bind til i serien, og jeg ser frem til at opdage, i hvilken retning de vil gå.

Paul Stewart : Glamhuggerens forbandelse (En historie fra kanten), illustreret af Chris Riddell. Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2003. Forside: Chris Riddell. Originaltitel: The Curse of the Gloamglozer