SORT SELVTÆGT. “The Punisher” er en stenhård selvtægter. Modsat mange andre marvel-helte, er han ikke i besiddelse af faktiske superkræfter. Imidlertid besidder han et våbenarsenal af rang. Han satser ikke på finesse og stil, men ren og skær ildkraft – overlegen ildkraft.

Et mafiaopgør sætter New York på den anden ende. Punisher tager det selvfølgelig på sig egne skuldre at få ryddet op. Imidlertid vil superskurke og mafiabossen “Ma” (der er en dame) ikke finde sig i Punishers indblanden. Hun forsøger derfor, på alle mulige måder, at gøre det af med Punisher. Tilsæt et par håbefulde (men udstødte) betjente, en stor russer, gode naboer og tre andre selvtægtere – så har man en eksplosiv cocktail.

Historien er meget ligefrem. Der er ikke nogen dybere mening, eller noget uigennemskueligt plot. Der er rå og ligefrem action fra side et. Det er nok noget af det tætteste man kommer på en “søndags-action-tømmermands-film” i tegneserieformat. Det er ikke dybt, men det er underholdende for det, det er.

Tegnestilen er som sådan ok. Personligt mener jeg nok den bliver en smule for børnevenlig ind imellem. Ikke dermed sagt at der ikke er blod og kranier nok – det er der, men stilen er meget forsimplet. Måske er der en pointe i dét – en simpel tegnestil til en simpel helt?!? Det er måske i virkeligheden farvelægningen der er mest skyldt i det barnlige udtryk. På flere punkter er tegningerne simpelthen for farverige. Store mængder af pastel og turkis er gået tabt i denne udgivelse.

Alt i alt er “The Punisher – Velkommen tilbage Frank” ikke noget kunstværk. Imidlertid er det god søndagsunderholdning, og man kan sagtens få et par timers god underholdning ud af den.