Apropos den tidligere snak om fandom og berettigelse: jeg er ganske overbevist om, at mindst en af personerne bag Day of the Dead: Bloodline er blevet udsat for Romeros zombietrilogi på et kritisk tidspunkt af sin opvækst – og som en af de vandrende dødes bid har den smittet ham med zombievirussen. I stedet for lysten til at bide andre har den så givet ham (eller hende – assholery is equal opportunity) lysten til at smitte andre med sin kærlighed. Romero kunne skabe en nyklassiker på ganske få penge og en god portion vilje, så hvorfor skulle vor person så ikke kunne det samme?

Og på et tidspunkt er han så havnet i en situation, hvor nogen har sagt: “Hvad med at genfilmatisere Day of the Dead?” Den er seriens svageste kapitel, så det er nærliggende at tænke, at man endda kunne gøre det bedre. Så vi har en militærbase og en zombie, der udviser tegn på intelligens – men du ved: better and faster and stronger. Så zombien er en voldtægtsforbryder, der ser apokalypsen som et mindre afbræk i sit forehavende og infiltrerer militærbasen for at finde sin “udkårne”, Zoe. Max, som han hedder, glemmer undervejs alt om de begrænsninger, der normalt betegner en zombie… nej, lad mig omformulere: folk bag glemmer, at de laver en zombiefilm i stedet for en superpsykopatvoldtægtsmandfilm, og Max er ærligt talt blandt filmens mest intelligente karakterer.

Men har det noget som helst med Day of the Dead at gøre? Udover lidt fifleri med Max’ visuelle side: nej.

Day of the Dead virker som resultatet af fanberettigelse koblet med Dunning-Kruger. Der er den særlige scorecard crowd-tilgang, hvor originalens kvaliteter må gøres til noget, der kan måles og vejes, og i den her genre er den letteste måde at gøde det, at se på effekter og mængden af blod. Så blodårer er eksplosive, og der er et godt body count, og der er ingen tvivl om, at folkene bag har syntes, det var fedt med.

Men det er det ikke. Det er dumt på den der måde, som ikke engang er sjovt.