Oh, det er farligt at navngive sin roman med et årstal – især hvis man kommer med sådan mere specifikke forudsigelser. Man kan blive hylder for sine profetiske evner, men også hånet, fordi man ikke fattede en meter.

Jeppe Krogsgaard Christensen er heldigvis ikke særligt konkret i sin bog, April 2026. Så der er ikke nogen, der kommer til at sige “åh, han forudså telefoner indopereret i hjernen” eller sådan noget.

Faktisk har han stort set kun en enkelt forudsigelse, og det er, at internettet bliver intelligent. En eller anden form for kritisk masse opnås, må man formode, og en entitet opstår af den proces. Hvis man tænker på det, som vi kalder kunstig intelligens for tiden, vil man nok forestille sig noget, der oversvømmer vores skærme med endnu mere rådden tekst og dårligt afbillede hænder.

Men der ville man tage fejl. Det, der sker her, er, at entiten vågner op, ser sig omkring og prompte bedriver en massiv omgang kunstkritik. Efter grønthøstermetoden. Alt kunst er spild af plads. Så den sletter det hele. Det der maleri, du godt kan lide at kigge på, væk. Den popsang, du bruger til at vågne op med, væk. Den roman, der handler om den nærmeste fremtid, væk.

“April 2026” er et interessant lille værk – ikke så meget romanagtig, som det føles som en række nedslag i den verden, der er opstået af udgangspunktet. Det føles som en række indflyvninger på folk, for hvem kunsten har og havde betydning, på vidt forskellige måder. Velskrevet tekst, der har god mulighed for at leve videre efter endt læsning.