SUPERKULTUR

SVESKEN PÅ DISKEN

okt
23

Relateret billede

 

Dér lå den.

Sortbrun som leveren hos en afholdsmand; rynket som en alkoholikers øjenkroge. Lige midt på disken i Magasins parfume-afdeling (Gucci og YSL). Og den var ikke til at rokke ud af stedet.

Rengøringspersonalet havde konstateret dens tilstedeværelse, dér, lidt over ved 4-tiden om morgenen, men havde besluttet sig til, at det nok var en dekoration af en slags, et reklamefremstød – siden svesken ikke lod sig rokke ud af stedet. Og det blev der da også lidt ballade over, da afdelingslederen (langt senere) dukkede op og så “svineriet”. Hvilket han konverterede til en politianmeldelse for hærværk, idet han heller ikke kunne få den fjernet.

Meget kan man sige om politiet – og der skal siges meget – men det var faktisk en meget ung og dygtig assistent fra terror-enheden, der opdagede hullerne i lofterne. Mellem stuen og første sal (herreekvipering – Armani/Berlucci-afdelingen); mellem første sal og anden sal (smykker – Dior og Gimble); mellem anden og tredje (legetøjsafdelingen – LEGO og Martell) og mellem tredje sal og tagterrassen (Brunch og tapas-bar). Små fine huller, der gik durk gennem tæpper, laminater, dæk, beton, isoleringsplader og armaturer. Intet var for så vidt ødelagt – bortset fra dagens omsætning, idet politiet anså hele Magasin for et gerningssted og “lukkede butikken”, så at sige.

Til gengæld var det, blandt det tilbageholdte personale, en midaldrende kvinde i arbejdsprøvning, med en fortid som lektor i anvendt matematik, men som på grund af ledsmerter, forårsaget af det meget stillestående erhverv som docent, var kommet på overførselsindkomst, der påpegede at der kunne tegnes en ret linie fra sveskens position på disken, direkte gennem hullerne i alle etagerne. Hullerne måtte – med andre ord – være forårsaget af svesken. Denne observation blev sidenhen kendt som “sveske-radianten”, og på dette tidspunkt blev militæret involveret, idet der KUNNE være tale om et våben af stadig ukendt oprindelse.

Magasin blev evakueret (tilbageholdt personale) og politistyrken blev re-allokeret til vagttjeneste på en ydre, afspærret perimeter på omkring to kilometer i diameter (alt var metrisk, dengang).

Svesken lå stadig rynket og glinsende – og uflyttelig. Forskellige militære enheder og special-tropper fik lejlighed til at afprøve det bedste de var trænet i. Anti-bombe-holdet (“the hurt-locker-team”) gik, iført de stiveste kevlardragter, som fortidige riddere til turnering, frem til disken og afmonterede denne, efter at have sikret sig at ingen mikrometer tynde ledninger, eller nanocarbon-fibre ville kunne føre svesken til detonation. Derefter mente holdet, at det var ingeniørtroppernes opgave, at løfte disken med svesken, og overføre begge dele til “high-security installments” (en term der dækkede over Risø).

Der var bare det ved det, at hverken svesken eller disken kunne flyttes. Og da det gik op for ledelsen af indsatsgrupperne, at det måtte være svesken, der tyngede disken ned, besluttede man at søge anden hjælp.

Det var derfor en rørende enig justitsminister og forsvarsminister, der bad videnskabsministeren om at sammensætte et “team”, der kunne gå ind i sagen.

Det første der blev konstateret var, at det ikke kunne være en sveske. Den var for hård, for tung, for kold til på nogen måde at være en sveske. Hvilket så også passede med “sveske-radianten”, for vokser der måske svesker oppe i himlen? Hvortil hortologerne måtte indskyde, at svesker overhovedet ikke “voksede” nogen steder, men var tørrede blommer. Javel, ja, men vokser der blommer i himlen? Til hvilket teologerne svarede, at det indtil videre var et uafklaret spørgsmål.

I mellemtiden gik andre igang med en nøjere kortlægning af svesken, og man lånte et elektronmikroskop fra Karolinska Instituttet – som var det stærkeste på skandinavisk grund. Herefter tog det fart:

Gennem mikroskopet bredte sveskens topografi sig ud som et mangepræget og kapriciøst landskab af furer og dale, højderygge og bakkekamme. Og der blev skrevet digre værker om “Grødtoppens” ikke-euklidske abduktioner, “Tærtedalens” symmetriske formationer og “Juleslettens” birame lokationer. Sågar blev der uddelt en Nobelpris for en afhandling om de riemannske folder i det område af svesken, der var blevet benævnt “Nordre Pol” (bare for at undgå misforståelser om nordpolen).

I mellemtiden havde konsortiet (Magasin) valgt at lukke afdelingen, og bortset fra svesken og disken, var alt inventar flyttet til nyopførte bygninger, andetsteds. Det var derfor en meget tom og underbelyst bygning, som en ung 1. assistent gik ind i, da hun var blevet sat til at lave nogle midlertidige fix-punkter på en del af svesken, som endnu ikke var blevet undersøgt, fordi den var svær tilgængelig (beliggende næsten dér, hvor svesken mødte disken).

Af en eller anden grund var det ikke rigtigt gået op for nogen, at det var en glasdisk. Med andre ord var det muligt at se svesken nedefra. Og med nogen møje og besvær lykkedes det 1. assistenten, at ambulere elektronmikroskopet – så at sige – “på hovedet”, således at en undersøgelse af det ønskede område ville være lettere. Dette medførte til gengæld, at hun også måtte flytte hele computer- og måle-apparaturet, der var boltet til nogle store, rullebare reolsystemer. Dernæst re-installere og genstarte, kalibrere og finstille.

Herefter skulle systemet kunne klare sig selv, indtil de rette fixpunkter var fundet, og hun kunne indsætte dem som data til næste dags videre efterforskning.

Anstrengelserne havde gjort hende noget svedig, og hun besluttede sig til at gå op og se på fuldmånen oppe på taget. Kanske den køligtlune aftenvind kunne svale lidt.

Som den videnskabskvinde, in spe, hun var, lænede hun sig ind over disken og prøvede at flugte “sveske-radianten”. Det kunne være en svir, om Månen stod lige i hullet! Den burde faktisk, det vidste hun, men bare for at være sikker tjekkede hun det op på sin “padde”. Og den var god nok: – fuldmånen stod i præcis trajektorie med vinklen på “sveske-radianten”. Hvorfor var den der så ikke?

Hun gik op på taget, op ad de dunkle, rungende trapper. Hun lod nattevinden løbe gennem sit hår, duftede til byens em og skærmede øjnene mod den evige lysforurening. Og kiggede op i himlen.

Der var ingen Måne. Hun måtte have taget fejl, hvilket hun fandt ret irriterende, når hun nu havde de her planer om at blive verdensberømt astronom. Men Månen havde svigtet hende, så hun kunne ligesågodt gå tilbage til arbejdet.

Fix-punkterne var fundet, og stod klart aflæselige i fire kvadranter på overvågningsskærmen. Hun måtte synke flere gange. Der var ingen tvivl. Alt passede. Hun huskede det fra utallige lektioner i rumfartens historie. Disse dusede billeder, disse næsten udviskede men bestandige aftryk. Dette flag!

Månen var landet.

 

6 Responses to SVESKEN PÅ DISKEN

  1. Det første der blev konstateret var, at det ikke kunne være en sveske.
    Den var for hård, for tung, for kold til på nogen måde at være en
    sveske. Hvilket så også passede med “sveske-radianten”, for vokser der
    måske svesker oppe i himlen? Hvortil hortologerne måtte indskyde, at
    svesker overhovedet ikke “voksede” nogen steder, men var tørrede
    blommer. Javel, ja, men vokser der blommer i himlen? Til hvilket
    teologerne svarede, at det indtil videre var et uafklaret spørgsmål.

    Jeg elsker den.

  2. Og nu forestiller jeg mig en serie noveller, som håndgribeliggør idiomatiske vendinger. Jeg ser frem til “En bjørnetjeneste”, som tydeligvis må blive noget kvantefysik, hvor udfaldet er afhængigt af lytteren.

    • Du vil ha & du vil ha – du ka få corn flex lisson de andre 🙂
      Jeg synes iøvrigt altid det er fornøjeligt, når danske politikere svinger sig op til at udtale, at et eller andet er et “kvantespring”. Som regel må man give dem ret 🙂

      • Hæ. John Gribbins “Videnskabens lille a-z” illustrerede kvantespring med udvikling i bildesign – tegningen af bilen fik ændret én streg i nummerpladen, så vidt jeg erindrer.

        • Det er for så vidt fuldstændigt ligegyldigt, idet det ikke gør nogen illustrativ forskel, men jeg mener at kunne huske (helgardering, dér), at Gribbins eksempel var et MELLEMRUM på nummerpladen, der var gjort større.
          Virkelig nørdet pindehuggeri, hvorfor jeg nejer, bukker, løber en omgang og trækker mig tilbage med fuldt honnør og tjikkerlikker … – thi forskellen er ens 🙂

          • Hahaha. Din hukommelse har vist bevist, at den kører i et højere gear end min, så jeg behøver ikke tjekke, om du har ret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.