Netflix har om noget gjort det lettere at se film og tv-serier – hele processen er blevet effektiviseret. Ikke længere noget med at rejse sig fra sofaen og begive sig til egen samling eller et centralt udlejningssted eller for den sags skyld en biograf. Intet behov for at opsøge flere steder for at finde en titel (enten er den der, eller også er den ikke).

Det virker som et naturligt næste trin at levere indhold, der gør alt arbejdet for abonnenterne allerede i titlen: Don’t Watch This. Mere effektivt kan det dårligt blive.

Don’t Watch This er en samling på fem horror-kortfilm, som ramte midt i en indre diskussion. Jeg havde netop set to vellykkede eksempler på horror som tv-serier med hver deres tilgang – The Haunting of Hill House virkede som en gentænkning af Shirley Jacksons roman via Stephen King, mens sæson 3 af Channel Zero var baseret på en creepypasta, men på mange måder virkede som en filmatisering af en af Clive Barkers mere fantasy-orienterede romaner. Begge to er de helt klart værd at se, omend de slås lidt med problemet horror i etaper. Horror som genre bør vel et eller andet sted forsøge at skræmme seeren (eller læseren) – og fastholde vedkommende i den følelse. Det strider lidt imod tv-seriens opbygning, idet seeren gerne går til og fra historien.

De går forskelligt til udfordringen – Channel Zero ved at gå all in, Haunting of Hill House ved nogle gange at smide nogle lidt pligtskyldige gys ind (jeg har set serien beskrevet som for kedelig, men for min skyld måtte de faktisk gerne have skruet endnu mere ned for spøgelserne). Det fik mig ind på en lidt ældre tanke om, at den korte form er superb til horror – der er så mange muligheder, når man sætter sig nogle begrænsninger for historiens omfang.

Og der var det så, at denne serie dukkede op på Netflix, og jeg kastede mig gladeligt over den.

Desværre har Don’t Watch This stort set kun én tilgang til horror, og den er “Vi har en fyr, der kan lave den her effekt… så vi bruger en lille smule tid til at lave en undskyldning for at vise den effekt.” Der er med andre ord ingen historier eller særlige ideer eller stemning eller noget som helst andet, der kunne gøre kortfilmene her interessante. Med en lille undtagelse: det sidste afsnit, der med sine to minutters varighed faktisk rammer en meget god tone med antydning af mere under overfladen – hvilket så altsammen bliver smidt på jorden i allersidste klip, for “vi skal da lige have en effekt!”

Jeg har stadig en forkærlighed for korthorror, men den her serie ramte med en timing og en styrke, der har fået mine forventninger ned.