Nu har jeg set det med: Alita: Battle angel

Jeg har haft det svært med Robert Rodriguez’ film siden han reducerede sig selv til  Frank Millers hånddukke med Sin City-filmen. Hans grind house-bidrag, Planet Terror, bødede ligesom ikke for Spy Kids eller Once upon a time in Mexico, og de selvparodiske superstjernekavalkader i Machete 1 og 2 fik Danny Trejo til at se ud som malplaceret straight man i en Hot Shots-reboot.

Instruktørens œuvre, og diverse trailere for Alita: Battle Angel, gjorde mig derfor ikke særligt optimistisk for denne film. CGI-forstørrelsen af hovedpersonens øjne virkede som et temmelig kortlivet gimmick for at visuelt vedkende sig manga-originalen, og jeg havde i det hele taget mine tvivl om, hvorvidt konceptet med en dræberrobot i Lolitaskikkelse kunne bære udenfor otaku-kulturens særegne konventioner.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da husstandens teenagere valgte Alita som ugens rituelle fredagsfilm. Eller jeg skulle måske nærmere sige at jeg gradvist gennem filmen tog mig selv i at være mere underholdt end jeg forventede. Det er først og fremmest Rosa Salazar der sælger varen som Alita selv. De der digitalt forstørrede øjne ér en snublesten i begyndelsen, men Salazar spiller sin hovedrolle med nærvær og nerve, på trods af og igennem den temmeligt åndssvage effekt.

Det er anden gang Christopher Waltz spiller op imod den slags tjuhej (første gang var i Tim Burtons Big Eyes), og her spiller han en resigneret og livstræt Gepettofigur med lige præcis den autentiske, resignerede livstræthed som kun opnås når man hellere vil være et helt andet sted.  Det kunne have været rart med et andet, mindre slidt ansigt i hans rolle.

Også Mahershala Ali er med som ufortjent stangvare. Han var god som slimet gangsterboss i Luke Cage-tvserien, og samme rolle får en sejrsrunde i manegen som robo-roller derby-promoter i Alita. Sigende nok er halvdelen af hans optræden som marionet og mundstykke for en art cyber-overherre fra byen i skyen, som danderer den over hele filmens “jordbundne” ghettoverden. Der er en social og racemæssig kritik gemt et sted under alt glitteret og neonlyset, og den forbliver gemt.

Så er Jennifer Connelly et langt mere velkomment gensyn. Jovist, hendes rolle er så tynd som den manusside den er printet på, men hun ejer lærredet i alle hendes scener. Når man ser tilbage på hendes roller fra firserne, instrueret af Leone og Argento, og med modspil af f eks David Bowie, kan man se grundlaget for den dybe selvtillid som giver hendes fjerne moderfigur liv i denne film. Connelly har absolut intet at bevise for nogen, men modsat Waltz gør hun det alligevel.

Trods alle mulige indvendinger mod Alita: Battle angel er den absolut seværdig med en stor skål popcorn ved hånden, først og fremmest på grund af Salazar og Connellys præstationer. Alita er deres verden, alle de andre bor der bare.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.