GRUMME NOVELLER. Morten Nis Klenø er en nordjysk forfatter, der for ikke så længe siden udsendte romanen ”Skidt klædte mænd med baseballbat”, som Jette har anmeldt her. Før det debuterede han med novellesamlingen ”Rustvogn” på gaden i 2007. Undertitlen definerer indholdet som ”morbide fortællinger”, hvilket signalerer Edgar Allan Poe og deslige i mine øjne – og det er da også samme makabre sfære, Klenø færdes i her.

Samlingen starter med en henvisning til Tom Kristensen og novellen ”Ulykken”, så ambitioner er der da til stede. Om de indfries, vil overlade til klogere hovedet at afgøre – og selv blot sige, at ”Rustvogn” under alle omstændigheder er en interessant stiløvelse, Klenø formår helt klart at ramme tonen, det lidt gotiske og undergangsbetonede, mens det på handlingssiden halter lidt mere bagefter. Klenø har simpelthen ramt så godt, at hans noveller kommer til at virke lidt for gammeldags, alt for lidt overraskende, lidt for forudsigelige.

Første novelle, ”Ulykkessstedet”, indbefatter det meget godt – det er hovedsageligt tale om en langsom zoomen ind på et biluheld, der er en god stemning, nogle gode billeder, en god tekstur over det hele, men selve pointen er desværre set så uendeligt mange gange før, at der ligesom mangler en pointe.

Lidt af det samme gør sig gældende i ”Natvæsener” – en glidende fortælling set gennem fortællerens øjne. Teknisk flot fortalt, men igen ikke særligt overraskende. Lidt bedre bliver det dog i ”Bibliotekslogen”, måske fordi forfatteren her forlener sin fortælling – om en lille flok mænd, der ynder at mødes omringet af bøger og fortælle historier – med lidt humor og tydeligt vedgå sig sin forkærlighed for bl.a. Poe (novellen er en klassisk ”lukket rum”-mordgåde).

I den todelte ”Optegnelser” formår Klenø at opbygge en god stemning af paranoia og galskab – det er stilistisk flot, men i mine øjne simpelthen lidt for mange side med for lidt schwung. Bogen afsluttes med ”Rustvogn”, hvor der opnås en bedre balance mellem de forskellige elementer – to mænd i den benævnte bil, alt for megen ubehagelig historie og alt for mange følelser i klemme. Spændingen mellem de to er fint beskrevet, og historien bliver holdt rimeligt kort, med lige den rette mængde af ambivalens.

”Rustvogn” er ikke nogen dårlig bog – og slet ikke nogen dårlig debut. Men man bør være indstillet på den rette type fortællinger, før man går i gang, og er man i humør til lige præcis den form for dystre skæbnefortællinger, man også kan finde hos Poe, vil den uden tvivl være lige i øjet. Forventer man sig overdreven skræk og rædsel eller udpenslede pointer, er man gået forkert i byen. Klenøe maler med mørke farver, og man skal være koncentreret for at fange nuancerne og de langsomme bevægelser i skyggerne.