VERDENSKRIGSKAOS. Årstal giver stærke, ikoniske titler, i al fald inden for science fiction, hvor Clarkes ”2001” naturligvis er eksemplet over dem alle; eller i al fald det eksempel, som jeg ikke kan lade være med at tænke på, når jeg støder på en ny sf-roman, der også benævner sig med fire cifre. Og helt ærligt, jeg har svært ved at se, hvordan man kan udgive en genreroman uden at tænke nogle af de samme tanker – og en så stor klassiker er måske lidt høje mål at sætte sig for sin første roman (jeg kan ikke finde tegn på, at KK Santos tidligere har skrevet noget, som har fået et ISBN-nummer). At sætte sig så store mål er desværre også en næsten sikker måde at fejle på.

2013 er, ganske som undertitlen informerer, ”en fortælling om 3. verdenskrig”. Den er desværre også noget af en rodebunke.

Vi starter i Englands Sikkerhedsmissilcentral – det lyder voldsomt vigtigt og må også være det, eftersom de er involveret i krigen (ikke desto mindre kan man slå deres vagtplaner op på deres hjemmeside, hvilket ikke ligefrem udstråler voldsomme sikkerhedsprocedurer). Fra Storbritannien bevæger vi os videre til Washington og Uganda, hvor folk lever, ånder og elsker (eller i al fald tænker på at elske, hvis der ikke er en tilgængelig sofa eller person). Og så til Braget, da missiler flyver på kryds og tværs af planeten.

Præcis hvad der sker, får man aldrig rigtig at vide – Mellemøsten brænder, noteres det, og masser af bomber eksploderer. Men ingen synes at tage sige videre af, at verden er ved at gå under, og (må man formode) radioaktivt nedfald breder sig overalt. I stedet beslutter en amerikansk general sig for at invadere Uganda (for man skal jo have en fjende), en britisk soldat stjæler en kongekrone, og en straffefange samler sin egen hær. Og der er megen støj og larm og optrin, men nogen videre mening har jeg desværre svært ved at få øje på.

Til tider, når satiren sniger sig ind, får man fornemmelsen af, at forfatteren forsøger at skrive en egen udgave af ”Dr. Strangelove”, men til andre tider drejer historien over i slapstick, softcore erotik eller løsslupne actionsekvenser. Der er ganske enkelt ikke nogen rød tråd. Muligheden er da til stede, at det er mig, der ganske har misforstået forfatterens hensigter – til mit forsvar må jeg så sige, at de ikke fremstår særligt tydeligt.

På den positive side rammer Santos nogle gode, sproglige finurligheder her og der i teksten. På bogens 360 sider drukner de, men en hård redaktionel indgriben og en langt strammere fortælling (færre personer og underplots, der hænger dårligt sammen) kunne jeg godt forestille mig, at der kunne komme noget godt fra den kant. ”2013” er desværre ikke romanen, hvor det er sket.

I ØVRIGT

Anmeldelsen er tidligere publiceret på fanzine.dk

KK Santos på Fantastisklitteratur.dk