Conrad Ruud: Den hvide gudinde i dødens dal

TJUBANG OG NÆVESLAG. Denne bog har især én stor styrke – det er ikke forsiden, det er ikke handlingsreferatet, det er ene og alene titlen (bogstaveligt talt: jeg faldt over titlen, og den biblioteksudgave, jeg har fået fat i, har hverken cover eller bagsidetekst). Titlen lover tjubang, slåen-på-tæven og spænding under fremmede himmelstrøg. Og det er da også, hvad der bliver leveret; hverken mere eller mindre.

Historien – det, der er af den – følger den gæve norske sømand Johannes Brand, der med rent og retfærdigt hjerte færdes i Bombay. Efter sammenstød med en skummel næstestyrmand over en blind passager, som næstestyrmanden ville kaste for hajerne, er Brand steget af sit skib og søger nu efter nyt arbejde. Samtidig hjemsøges han af minderne om den mystiske amerikanerinde Miss Charmion Castle, som han mødte et år tidligere, og som fuldstændig har besat hans hjerte. Skæbnen vil, at deres veje skal krydses igen, om end det bliver ad lange omveje.

I jagten på sin udkårne kommer Brand i kontakt med alskens slemme typer: slavehandlere, perlesmuglere, lykkejægere, hovedjægere og assorterede skurke. Han modtager et brev fra Miss Castle, der fører ham på sporet af en fjern ø, der gemmer på en umådelig skat, men også på store farer. Og vor helt er ikke den eneste, der drager af sted – på sporet er også en organisation af mordere og andre lyssky typer. En enkelt norsk Tarzan bliver det endda også til.

”Den hvide gudinde i dødens dal” er god gammeldags pulp – med rendyrkede helte, masser af næveslag og en god del godmodig racisme. Brand er den retskafne hvide mand, der må nedkæmpe negre (der endog kan være intelligente) og andre, der tydeligt er ham underlegne. Det gør han med hagen hævet og moralen i orden, og pilen er naturligvis sat mod en happy end. Det får vi da også, men inden da får man serveret en god del action. Det er ikke stor litteratur, der er tale om – og for at være ærlig, heller ikke særligt spændende. Teksten er flad og gammeldags (ganske naturligt, da bogen er fra 47), og historien mangler noget drive, mens den slingrer frem og tilbage imellem optrin. Men på et eller anden plan er det nu ganske underholdende alligevel, nok hovedsageligt på grund af den altmodische stemning, som fortællingen fremkalder i læseren. Så hvis man trænger til et vemodigt gensyn med enklere underholdning, er ”Den hvide gudinde i dødens dal” måske ikke det værste valg.

I ØVRIGT

Conrad Ruud på Fantastisklitteratur.dk

Denne anmeldelse er tidligere publiceret på fanzine.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.