EMINENT FANTASY-EPOS. Jeg synes, at alt for megen af det fantasy på dansk, jeg får fat i, handler om magi og andre fremmede kræfter, der bryder ind i vores virkelige verden. Så den allerførste positive overraskelse ved Patrick Rothfuss’ ”Vindens navn” var, at den beskriver og opbygger sin helt egen verden – den næste positive overraskelse var, at den gør det særdeles godt.

Den verden, ”Vindens navn” foregår i, er såmænd ganske klassisk – middelalderlig, men med et anstrøg af magi, der så til gengæld virker logisk og sammenhængende snarere end formet efter plottet. Rothfuss viser snart, at han er god til at bruge de klassiske elementer, så de fremstår friske og spændende. Selve anslaget i romanen lægger også op til noget velkendte – den hyggelige lille kro, der har gløder i kaminen og formelig lugter af hobbitter eller kendarer. Men der er også en melankolsk poesi over scenen, som lover, at man som læser får noget andet og mere her. Og det er først og fremmest en djævlespændt godt fortalt historie, man får serveret.

Det er kroværten, kendt under mange navne, men især som Kvothe, der fortæller – efter en kort introduktion, som lover, at store og grumme ting er undervejs. Dem må vi dog som læsere vente på, for Kvothe bringer os tilbage til sin barndom for at fremmane de begivenheder, der gjorde ham til den, han er. Og den, han er, er legendarisk.

Rothfuss er god til dette – at foregribe begivenhedernes gang. Ligesom sin hovedperson er han en dreven fortæller og holder sig ikke tilbage for at antyde, hvad der kommer, lige præcis så meget at det driver læseren endnu mere frem. Kvothe starter som forholdsvist almindelig, men særdeles intelligent dreng i en gøglertrup, og vi ved, at der er meget langt fra denne uskyldige purk til den godmodige krofatter, som han foregiver at være nu. Det er den udvikling, Rothfuss begynder at fortælle os om her (begynder, for ”Vindens navn” er kun første bind i en serie, men for en gangs skyld er det overhovedet ikke noget problem). Den uskyldige barndom splintres snart, da gøglertruppen overfaldes, og Kvothes forældre myrdes. Kvothe selv kastes ind i en langt større fortælling.

Forfatteren betræder nogle gange velkendt grund i ”Vindens navn” – historien om drengen, der drives af trangen til at hævne sin familie er set før, men han udfører den selvsikkert og med god fornemmelse for sine personer. Og en god bevidsthed om, at det er en historie, der fortælles (grundlæggende er det hele sandt, men der kan selvfølgelig forekomme forskønnelser og forglemmelser). Det gør romanen til en oplevelse, man blot kan læne sig tilbage og tage imod – og lade sig rive med af. Det hele fortælles i en vellykket tempo og undlader de store udslag med armene. I stedet bygges der op, og allerede her i første bind kan man mærke, at det, der bygges op til, er stort.

Fortsættelsen kommer til at hedde ”Dragedræberen”, men er desværre endnu ikke udkommet på dansk. Starten kan ”Vindens navn” kan læses på Tellerup.dk – og lige PT kan man vinde bogen i en konkurrence på Fortællingen.dk