VAMPYRISK PUBERTET. Der er det ved at være samler, at man til tider (måske endda ret ofte) køber ting (i dette tilfælde bøger), som man inderst inde godt ved, at man aldrig kommer til at beskæftige sig med igen. Man får en smule hjertevarme, når man køber dem, og så ryger de ind bagerst i en reol – og så dukker de op senere og giver anledning til lidt gensynshjertevarme.

Sådan en bog var M. T. Andersons ”Tørst” for mit vedkommende; forsiden var kedelig, og den alt for hurtigt skimmede bagside fik mig til at forvente noget i retning af Twilight (som da muligvis er en god bog, men helt klart ikke min kop te). Indtil jeg stødte på en henvisning til Anderson som ungdomslitteraturens David Foster Wallace, hvilket unægtelig ændrede billedet lidt. Ud kom ”Tørst”, forfatterens debutroman, og den viste sig at være en yderst fornøjelig læseoplevelse.

Chris er en ganske almindelig teenager – og ikke af den glamorøse slags, men den lettere kiksede, der har bøvede venner, ikke tør snakke med pigen, han er forelsket i, og generelt ikke kan finde ud af tingene. Og så er der hele problemet med puberteten – forandringer i kroppen. Chris har ligesom et hul indeni, og han er tørstig hele tiden…

De to ting, der især kendetegner Chris, er hans fantasi (som er gudsbenådet og gerne kører i skærende tangenter til den virkelige verden) og den verden, han lever i. Fantasien giver romanen en god del lune, for Chris spekulerer mere på, hvordan tingene kunne være, end hvordan de er. På den måde går han hen og bliver en karikatur på en Anne Rice-figur – havde han dog blot andre venner, som gik i sort tøj og førte henslængte samtaler om interessante ting, i stedet for de tåbelige kammerater, han går sammen med. Men det, der dog hurtigst skinner igennem, er, at Chris ikke går rundt i vores helt almindelige grå verden.

Det nærmer sig tiden for den årlige Festival for de bedrøvelige vampyrer, hvor menneskenes ritualer skal afholde en vampyrkonge fra at vende tilbage til verden. Det er forår, og det betyder, at vampyrerne kommer frem fra deres gemmer – alle ved, at man ikke bør være alene ude om aftenen. Det her er verden, som den ville have set ud, hvis ikke Buffy sørgede for at holde vampyrerne og troldmændene og andet mørkepak nede. Det er også en verden, hvor vampyrerne henrettes offentligt, så det er ikke rart at føle en unaturlig tørst og mærke sin krop ændre sig.

”Tørst” er Andersons første roman, og som sådan har den da sine fejl – men den har også fortælleglade i overflod, så man gladelig ignorerer dem. Alt i alt en underholdende og hurtigt læst (på den gode måde) roman med en ironisk distance til sit materiale.