Komplottet mod Amerika

Gårsdagens indlæg mindede mig om, at jeg da engang havde skrevet en anmeldelse af Komplottet mod Amerika – så her er den, reddet fra internettets dybder (eller mere specifikt Scifisiden og år 2007):

En Pulitzer-pris-vindende litterat er måske ikke lige, hvad man forventer at finde i science fiction-afdelingen. Men alternativ historie (eller kontrafaktisk historieskrivning) har lidt af en renæssance i disse år, og det er netop denne undergenre, som Philip Roth giver sig af med i ”Komplottet mod Amerika”. Endda noget af en kliche inden for området: 2. verdenskrig.

Lykkeligvis afholder Roth sig fra den vej, de fleste går: hvad ville der ske, hvis nazisterne havde vundet krigen, som set i f.eks. Philip K. Dicks ”Manden i den store fæstning”, Robert Harris’ ”Fædrelandet” og Sarbans ”Kattekvinderne”. I stedet er hans udgangspunkt, at flyverhelten Charles Lindbergh stiller op og bliver valgt som USA’s præsident, på trods af sine nazistiske tilbøjeligheder. Over de næste år følger man samfundets udvikling i en mere og mere fascistisk retning, alt sammen fortalt af forfatteren selv som dreng.

Det er en dybt fascinerende og spændende historie, selv om forfatteren holder sig langt væk fra de store begivenheder, der ellers virker som en fast bestanddel af disse bøger (f.eks. Harry Turtledoves serier af alternativ historie). Her er ingen store slag og døde i hobetal, men blot en lille familie, som må se verden gå i stykker omkring dem – og det er mere end nok. Roth formår at fortælle en historie, der ville have været kedelig, hvis den var foregået i strengt historiske rammer, men på denne måde opnår en lang række lag, der kommer under huden på læseren. Vi ved alle, hvordan Nazi-tyskland udviklede sig, men bogen fortæller overbevisende om, hvor lidt der skulle til for at have ændret Amerikas vej i historien.

Roths styrke er naturligvis, at han fokuserer på menneskene, og som portræt af Roth-familien og det omkringliggende samfund er ”Komplottet mod Amerika” da også uovertruffen. Derimod kan man godt mærke, at han er uvant med at arbejde med de fantastiske elementer i historien (om end de holdes på det meget lille niveau). Bogen indledes med et kapitel, der er lidt for refererende, og hvis formål tydeligvis er at forklare os, hvordan denne verden adskiller sig fra vores historieskrivning. Ligeledes senere i bogen, hvor der også stoppes op for at forklare, hvad der sker i hele landet og hele verden i et par hektiske dage. I disse afsnit har Roth lidt besvær med at holde sig til sin fortæller, fordi han skal have overbragt nogle informationer til læseren, som ligger uden for den synsvinkel, han ellers har valgt. Men det er detaljer, som ikke trækker stort ned i læseoplevelsen.

Det skal dog siges, at der ikke er tale om noget hurtig bog – ”Komplottet…” er en af de slags bøger, som tager sin tid at læse, men som til gengæld også trækker læseren med ind i historien på fabelagtig vis. Hvis man vil have god og fyldig fiktion, er det her bogen, men er man mere til plotdreven action, skal man nok holde sig væk. Roth formår at gøre historien mere og mere spændende, ikke fordi der sker så meget, men fordi USA bliver mere og mere forvrænget omkring Roth-familien i bogen. Det sidste del af bogen bliver hurtigt læst, men lider dog under (og det er min eneste ordentlige anke), at intrigen ganske enkelt falder på jorden; den er for konstrueret, og Roth virker også, som om han har indset dette, og skøjter hurtigt over den. Alt i alt er der nogle enkelte skønhedspletter, men ”Komplottet mod Amerika” kan helt klart anbefales – det må være op til den enkelte læser, om man vil læse en sydende bunke samtidskritik ind i historien.

Comments

  1. Henning

    Mit generelle indtryk er, at når “main-stream”-forfattere (hva’ fa’en det så ellers er for et zoologisk fænomen) benytter sig af science-fiction-“håndtaget”, så er det netop i info-dumps og “afbrydende ekskurser”, at det bliver klart, at de ikke er i besiddelse af/har lært “koderne” for genren.
    Dette er imidlertid et rigtigt godt eksempel på, at science-fiction ikke bare er rumraketter, strålepistoler eller tidsmaskiner, ligesom “point of divergence” falder til jorden, hvis det skal forklares fra en ekstern position (“vores” tidslinie). Det ligger i “kontrakten”, at den (kort)slutning sandelig er op til læseren.
    Derfor tror jeg også, at Roths “egentlige ærinde” er, at fortælle noget om jødernes situation i ’30erne, ’40ernes USA (bortset fra de enkelte, der havde scoret kassen). Og til den ende er det faktisk ret interessant at høre denne hér, ovre fra “supersnakkerne” Kim Helt og Marvel-Morten:

    https://nummer9.dk/podcast/supersnak/superhelte-har-religion-og-myter-i-bagagen/

    1. Post
      Author
      Janus

      “As you know, Bob…” 🙂

      Åh, det er jo sf-genrens modstykke til “Well, actually”-fyrene.

  2. Henning

    Tænker du på “supersnakkerne”? Sådan opfatter jeg dem ikke –

    Mere generelt: – Ja! Den dér legitimering af en SF-interesse udfra noget med allegori eller analogi, den er helt i hegnet!
    For tiden sidder jeg og fifler med en skriftlig eksamensopgave i “Lærerfaglige Grundprincipper” (eller hva’ fa’en LG/KLM så ellers står for …. jeg må hellere slå det op en dag 🙂 ), med arbejdstitlen “Hva’ faen har science-fiction med Folkeskolen at gøre?” – eller: “SF i FS”. Min hovedargumentation er, at der i begreberne “sense of wonder” og “willing suspense of disbelief” ligger en forlængelse af såvel oplysnings-begrebet som dannelses-begrebet. Så jeg har allieret mig med et par “tunge” drenge, jeg ikke nødvendigvis behøver være helt enige med, men som kan understøtte min påstand (de er heldigvis døde, så de kan ikke protestere), samt en nulevende dansker med en ph.d i litteratur, speciale: Science Fiction.
    Jeg er blevet advaret om, at det er “dangerous ground”. Og?? 🙂

    1. Post
      Author
      Janus

      Nej, jeg kan godt se, der manglede lidt kontekst i min kommentar der. Det var blot en henvisning til de klassiske science fiction-figurer, der lige stopper op for at forklare alting, og som genren stort set slap af med i sin spæde barndom – men som visse forfattere fra andre litterære sfærer har for vane at trække op fra graven, når de forsøger sig.

    2. Post
      Author
        1. Post
          Author
          Janus

          Det ender så som en lang historie med store løfter om, hvor fed slutningen bliver, men DER ER IKKE NOGEN SLUTNING! For hælvede, Harlan!

          1. Henning

            Hep hey!

            Til den ende kan du lige, næsten dagsaktuelt, høre hvordan “scifi-snakkerner” turnerer Octavia Butlers “The parable of the sower”:

            https://scifisnak.dk/the-parable-of-the-sower-scifi-snak-podcast/

            (og evt – hvis du får tid – læse min kommentar til samme)

            Iøvrigt kan man – nu om dage – spørge sig selv, HVOR dangerous Harlans visions så egentlig var.
            I mit mere prosaiske tilfælde drejer det sig om risikoen for en tvær censor, der allerede har besluttet sig for at science fiction ikke er værd at bruge tid på. Udfordring: – fortæl høn noget andet 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.