DIMENSIONER & DYSTOPI. Den unge Sano lever i et fremtidigt, dystopisk samfund. En række ikke nærmere beskrevne miljøkatastrofer har efterladt store dele ubeboelige. I riget Jonien, som samler en række forskellige befolkningsgrupper, er der skarpe skel mellem samfundets top og bund: teknologi og luksus er for de få, mens størstedelen af befolkningen lever på sultegrænsen under noget, der minder om et militærdiktatur.

Sano og hans lillebror Taith bliver nødt til at tage sig af deres syge mor efter at deres far, som blev tvunget ind i militæret, er forsvundet. Da de to brødre sniger sig ud for at søge mad efter spærretiden, bliver de opdaget og jagtet af soldater, som bruger et nyt kemisk stof mod dem: pajotin, som i forbindelse med magnetfelter kan nedbryde grænserne mellem tid og rum. Hovedkulds hvirvles de to drenge ud af deres egen verden og ind i en anden dimension, til landsbyen Sasaya, hvor de blandt andet møder den far, som de troede død.

Umiddelbart lyder det som ”Brødrene Løvehjerte” udsat for science fiction, men det er heldigvis blot historiens begyndelse. Alt er ikke fryd og gammen. Sano skal vænne sig til, at faderen er vendt tilbage til deres liv, og det er ikke nogen let rolle at gå tilbage i. Desuden er de ikke de eneste, som har fundet vejen til det lille paradis. En lille gruppe soldater er kommet gennem Penekronos-grotten, Grotten, der sprænger tiden, og selv i det lille samfund er der forrædere. Snart må de alle kæmpe for deres liv, for fortiden rækker ud efter dem på mere end én måde.

”Sano – under tvemånen” er første bind af indtil videre 2 om Sano og hans oplevelser i Jonien og Sasaya. Det er science fiction henvendt til unge og faktisk en ganske behagelig overraskelse. Der er elementer af fantasy at finde, især i beskrivelserne af Sasaya, hvilket nok skal tiltrække nogle af de yngre læsere, men grundlæggende er det dog sf, vi snakker om. Løbende gennem bogen trækkes der tråde tilbage til vores verden, og der sker en fin udvikling i læserens bevidst om, hvor tæt denne verden egentlig er på vores, rent tidsmæssigt. Sanos fremtid behøver ikke være så fjern endda.

Hanna Vinzent har gennemført den 2-årige forfatterskole for børne- og ungdomslitteratur på Center for Børnelitteratur, og det har bibragt hende en ganske behagelig fortællestil. Handlingen oprulles i et godt tempo, og hun har en fin fornemmelse for sine personer, som i høj grad bærer bogen. Rent handlingsmæssigt kunne bogen godt trænge til en overhaling, ligesom hun danser lidt omkring forklaringen på pajotin-stoffets egenskaber. Men nu er kemiske stoffer med temporale konsekvenser ikke nogen ny ide inden for science fiction, så det kan sagtens undskyldes. I det store hele er der faktisk tale om rigtig god ungdoms-sf, der undgår at blive hverken prædikende eller kedelig.
EN LILLE ANKE
…er dog Per Jørgensens forsideillustration – umiddelbart er den en af hans bedre, men den afspejler ikke bogens indhold særligt godt. Forsiden gør at man forventer en større krig mellem de to dimensioner, og der har Vinzent (heldigvis) valgt en noget mindre historie og fokuseret på få mennesker i stedet for store slag.