UVIRKELIGHED. Mikkel arbejder som grønt bud og tilbringer dagen på hjulene mellem destinationer. En dag bringer jobbet ham til et mystisk lydstudie og den lettere besynderlige Inge Marie, som taler om kærligheden i de døde ting, den elektroniske støj som en flod af følelser omkring os. Hun taler med en blanding af mani og ægte henførthed, og taxameteren køren, så Mikkel bliver siddende og lytter. Da han endelig sætter kursen mod hjemmet og kæresten Sally, og Inge Marie vender tilbage til sit lydanlæg, finder han en såret nattergal.

En tænd/sluk-knap viser snart, at der er tale om titlens elektriske nattergal, et lille mesterværk, som han tager med hjem, i håbet om, at Sally, der er ingeniørstuderende, kan reparere den. Hvilket viser sig at være et dumt træk.

Meget som kejseren i HC Andersens eventyr lader Sally sig forblænde af det elektroniske mesterstykke, og da Mikkel står op næste morgen, er hun væk, forsvundet ud i verden med nattergalen, på jagt efter dens skaber og hemmelighed.

Resten af bogen følger Mikkels søgen efter Sally. Han er naturligvis slået noget ud, og meget foregår som i en døs – samtidig er det lige op til den store storm i 1999, hvilket blot gør alting mere uvirkeligt. Og det er netop uvirkeligheden, der er vellykket i ”Den elektriske nattergal”, for den kunne for så vidt godt være skrevet strengt realistisk – nattergalen befinder sig hovedsageligt i baggrunden (og i baghovedet på både Mikkel og læseren), men den gennemsyrer alligevel historien og gør alting bare en lille smule skævt.

Fortællingen afspilles i spring mellem Mikkel og hans forsøg på at skabe et ordentligt billede af Sally – i hukommelsesglimt, som næsten uden undtagelse fokuserer på teknologi af en eller anden art. Den verden, Toft skaber, er en gennemsyret af ting, af teknologi, af elektricitet – og selv om det er den verden, vi befinder os i til hverdag, lykkes det Toft med enkle, kraftfulde midler at gøre netop det, som er sf-genrens force: at sætte vores eget liv i en ny vinkel, at ændre læserens perspektiv, at ændre vores fokus, når vi ser os omkring.

”Den elektriske nattergal” er Tofts anden udgivelse – han debuterede med novellesamlingen ”Ilmarch” i 2003. Noveller er en alt for underrepræsenteret form i dansk prosa, og hans roman placerer sig et besynderligt sted mellem genrer, så allerede der finder jeg ham interessant. At han samtidig kan skrive, så historien rumsterer i én efter endt læsning, gør det til et forfatterskab, der helt klart bør holdes øje med.