THE JOKER. I virkeligheden er det nok en tilnærmelse at kalde “The Killing Joke” for en Batman-historie. Det er ærlig talt mere en The Joker-historie. Det er ikke noget problem – overhovedet ikke. Faktisk er det et lækkert input i den omfangsrige Batman-mytologi.

Historien er todelt. Dels er det en helt klassisk fortælling om Jokerens flugt fra Arkham Asylum, og den uundgåelige tilfangetagelse. Dels er det fortællingen om hvorfor Jokeren blev som han blev. Ja, han faldt i noget syre – ligesom i filmen med Michael Keaton. Imidlertid er det ikke helt nok. Der skal mere til. Det “mere” får vi indblik i, i “The Killing Joke”. Det er i virkeligheden mere et psykologisk studie i (afvigende) personlighedsudvikling, end det en klassisk superskurke-fortælling. Det er virkeligt interessant!

Tegningerne er også gode. Brian Bollards streg er meget passende. Han fremstiller alle de centrale figurer på en meget klassisk måde. Sammenligner man tegningerne med andre, samtidige Batman-tegneserier, er det lige før tegningerne i “The Killing Joke” er for pæne. Ikke dermed sagt at andre Batman-tegninger er grimme, men Bollards stil er meget anderledes end hans samtidige (et godt eksempel er Frank Millers “Nattens Ridder vender tilbage”.

Der er i virkeligheden ikke så meget mere at sige. Historien strækker sig kun over ca. 50 sider – noget der kom som en overraskelse for mig. Imidlertid er det ikke hindrende for historien. Den får lov at udfolde sig i al sin pragt, og man føler ikke at der er noget der mangler, eller er blevet skåret væk.

Jeg kan anbefale “The Killing Joke” til Batman-entusiaster og andre der måtte have interesse. Imidlertid gør den psykologiske udvikling som Jokeren gennemløber, at den også kan have en mere bred appel.