HVIRVELSTRØMME. Uzumaki er en horrormanga skrevet og tegnet af Junji Ito – oprindelig blev serien udgivet episode for episode i bladet ”Big Comic Spirits”, men den er senere blevet samlet i 3 bind, hvoraf dette er det første.

Fælles for alle historierne er noget så enkelt som spiraler. Sådan en, man kan sidde og tegne, mens man tænker på noget andet. Som optræder, hvis man snurrer væske rundt. Som findes flere steder på og i kroppen. Som i det hele taget dannes her og der og alle vegne, når først man bliver opmærksom på dem… og det gør man, når man har læst Uzumaki.

Den lille by Kurôzu-cho bliver besat for ikke at sige smittet af spiraler. Og undertitlen ”Spiral into horror” er lige præcis, hvad der sker, for tingene bliver mere og mere sorte, sære og skræmmende. Det starter ganske roligt med high school student Kirie, der opdager, at hendes ven Shuichis far er blevet betaget af spiraler. Han samler alt, der udviser spiralmønstre og bliver langsomt sværere og sværere at kommunikere med – og da moderen fjerner hans spiralsamling, begynder han at danne spiraler med sin egen krop.

Dette er blot den første af seks historier i første bind af Uzumaki – de andre fem drager ind og ud af kroppen, gennem en absurd horror-udgave af Romeo og Julie, via kunsthåndværk for til sidst at havne i dødbringende forfængelighed.

Junji Ito har taget et ret enkelt koncept, og så forfølger han det ellers med skræmmende logisk grundighed til det yderste konsekvenser. Det gør Uzumaki til et af de værker, hvor man pinedød skal gribes af den grundlæggende ide – bliver man ikke fanget ind det, vil man nok bare stå måbende og spekulere over meningen med det hele. Men kommer man først med på vognen, går turen lige lukt ned i mørket, med svimlende fart.

”Uzumaki” er fortalt i sort/hvide tegninger, der er rimeligt afdæmpede, indtil historien bevæger sig bort fra den rene lige linie; så bliver de næsten taktile, dystertgroteske og en nærperfekt afspejling af seriens grundide. De bliver sortorganiske og fyldt med… spiraler. Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt på Junji Ito som en mindre stiliseret Charles Burns.

Det eneste problem med Uzumaki er for så vidt blandingen af afsluttede historier og den overordnede fortælling. Shuichi og især Kirie er hovedpersoner i alle historierne, men får ikke lov at udvikle sig meget – Kirie forbliver himmelråbende naiv, mens Shuichi især skal komme med ildevarslende mumlerier om, at byen er forbandet, og at spiraler er onde. På trods af papfigur-personerne er Uzumaki dog en af de eneste horrortegneserier, jeg nogensinde har læst, hvor den har formået at forurolige mig. Den er et must, hvis man er til horror.