SIDSTE SKRIDT NED I MØRKET. Man kunne argumentere for, at ”Uzumaki” her i tredje bind forlader den rene horror og begiver sig mere over i et fantasy-univers, fordi seriens hændelser bliver så store og altomvæltende, at man ikke længere kan lade, som om dette er vores verden. På den anden side kan man også blot se det som et naturligt skridt mod den kosmiske horror, der har ligget under overfladen hele tiden i Junji Itos hvirvelstrømsinficerede historier. Det er også her, at de enkeltstående historier bliver bundet mere sammen, mens det hele accelererer frem mod slutningen.

Da første historie begynder, er store dele af byen Kurôzu-Cho blevet ødelagt af den cyklon, der forelskede sig i Kirie. Flere storme er på vej, og kun ganske få steder virker sikre: de gamle, faldefærdige rækkehuse, der er spredt rundt omkring i byen. Kiries familie flytter ind her, men snart begynder der at ske ting med dem – benagtige små spiraler skyder ud på deres kroppe med store smerter til følge. Og fra et hul i væggen betragter et øje dem, men især Kirie.

Den første historie fanger både det, som Ito gør så godt, også fejlen ved hans fremgangsmåde. Ideen er stærk og ubehagelig og tillige rigtigt godt realiseret som tegneserie – men som historie halter den lidt, fordi Kirie allerede er udpeget som hende, der skal guide læseren gennem apokalypsen. Der kommer altså ikke nogen rigtig løsning på fortællingen, men i stedet en abrupt nulstilling af det, der er ved at ske med familien, så de kan komme videre til næste historie. På den ene side lykkes det historien at hive læseren en smule længere ned i den sorte malstrøm, der er Uzumaki, men på den anden side bliver man også lidt frustreret.

Det lykkes en journalist at komme igennem til byen, der nu er fuldstændig afskåret fra omverdenen. Alle forsøg på at undslippe mislykkes, og da hun kommer igennem, møder den hende et samfund i kaos – folk er stuvet ind i rækkehusene i næsten umenneskelige omstændigheder, mens bander farer omkring i ruinerne udenfor. Stormene har været så voldsomme, at deres kraft nu virker som en slags konstant baggrundsstøj i byen – en voldsom bevægelse eller lyd kan uden varsel starte en lille cyklon, hvad øjeblik det skal være. Og overalt forvandles folk til enten snegle eller andre umenneskelige væsener.

Mange gange betræder ”Uzumaki” en hårfin grænse mellem tåbelig og foruroligende. Bander, der bruger minicyklonerne som alternativ til motorcykler er et af eksemplerne – egentlig synes jeg ikke, at det fungerer, men alligevel virker det bare som en overflade, hvor de skræmmende realiteter nedenunder skinner uhindret igennem. Jeg tror måske, at hemmeligheden ligger i, at Ito på intet tidspunktet forfalder til selvbevidst humor – ”Uzumaki” er en lang vandring ned ad en dyster hvirveltrappe, hvor der ikke venter noget god for enten, men hvor man alligevel ikke kan vende om og gå tilbage. Det er superb horror.