Junji Ito: Uzumaki, vol. 2

NED I HVIRVELSTRØMMEN. Andet bind i Juni Ito dystre spiral-horror ”Uzumaki” byder på en lidt blandet landhandel, men som helhed igen noget af det mest vellykke tegneseriehorror, jeg har oplevet.

Serien handler om en lille japansk by, som bliver hjemsøgt/forbandet/opslugt/smittet med spiraler og alt spiralrelateret. Nogen forklaring får man ikke, men pludselig får alt spiralformet en besynderlig magt over mennesker og ting – der er altså ikke tale om nogen ”skurk” eller ”fjende”, som kan besejres, men blot en form, som bryder igennem til vores verden igen og igen med katastrofale følger.

I bind 2 byder Junji Ito på endnu 6 historier, der tager udgangspunkt i dette koncept – fortalt gennem teenagepigen Kirie og hendes ven/kæreste Shuichi.

Samlingen indledes med ”Jack in the Box”, som er en af de svageste historier i samlingen. Drengen Mitsuru har forelsket sig i Kirie – han har en irriterende vane med at komme springende frem fra mørke steder for at skræmme folk, og hans forsøg på at vinde sin udkårnes hjerte er da også ret akavede som en følge deraf. Kirie afviser ham, og hans svar er et forsøg på at vinde hendes kærlighed ved at nedstirre en bil i fuld fart; med forudsigelige resultater. Det, der sker efter døden, er dog straks sværere at forudsige. Problemet med dette er, at historien giver efter for ren chokeffekt og derfor løber lidt ud i sandet.

Noget af det samme gør sig gældende for den næste historie, hvor folk begynder at ændre sig – spiraler vokser ud af deres rygge, de bevæger sig kun i fugtigt vejr, og de bliver langsommere og langsommere. Her er der også kun påklistret en effekt-slutning, men ideen er så god og så gennemført, at man gerne tilgiver den lidt corny afrunding.

De næste historier bringer os omkring et fyrtårn, der begynder at udsende et hypnotiserende lys over byen, to ture på hospitalet, hvor blodsugere ikke er det værste, man kan løbe ind i, for til sidst at ende med en apokalyptisk storm, der angiveligt forelsker sig i Kirie.

Ja: cyklonen forelsker sig i Kirie.

Hvor ufrivilligt latterligt dette end lyder, så er det meget betegnende for Junji Itos værk, at han rent faktisk får det til at fungere. Præcis hvordan er svært at forklare, for det burde det efter al logik ikke. Men Ito formår at give samtlige sine historier et eller andet ekstra, en kant eller en ide eller en overraskelse, som rækker ud over det almindelige. Og til tider kommer historierne et godt stykke ud på overdrevet, men det er hele tiden med den trykkende undergangsstemning og følelsen af langsomt at synke ned i det mørke hul, som Ito graver med streger og ord. Bind 2 fortsætter det, der føles som en visuel nedstigning, og lægger op til store ting til næste bind, idet den overordnede historie umærkeligt får mere fart på. Det er trykkende og foruroligende, som kun rigtig god horror kan være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.