BRED HORRORANTOLOGI. “Skygger”, med undertitlen “to århundreders danske gys”, er et charmerende projekt – et forsøg på at samle et bredt udsnit af forskellige danske tilgange til horrorgenren. Som bagsiden fortæller: “14 af de bedste danske gysernoveller skrevet fra 19840’erne frem til i dag.” Man kan diskutere, om det lykkes helt – der er navne, jeg personligt synes helt klart skulle have været at finde på indholdsfortegnelsen – men det fungerer alligevel ganske godt; og så er der en perle mellem de 14 historier, som jeg ikke kendte i forvejen. Og den alene er det hele værd.

Novellerne i “Skygger” spænder bredt, lige fra Herman Bang over Kenneth Bøgh Andersen til Henning Mortensen, fra humor til rigtig ubehagelig uhygge. Man kan læse lidt mere om samlingen og se hele indholdsfortegnelsen på Mxrket.dk.

Alt i alt er den et rigtig godt sted at starte, hvis man vil introduceres til dansk horror, omend man kunne have ønsket sig flere af de nye navne. Redaktøren praler med at have samlet kanonforfattere side om side med internettets undergrund, men jeg havde personligt gerne set vægtningen anderledes – Herman Bang, B.S. Ingemann, Vilhelm Bergsøe, Holger Drachmann og H.C. Andersen i samme samling er måske lige i overkanten. Selvfølgelig bliver det slået fast med syvtommersøm, at genren er agtværdig og med en lang historie, men som læseoplevelse kunne man godt frygte, at de udgjorde nogle stopklodser. Personligt fandt jeg dem interessante, og især Bergøes med nogle gode detaljer, men gribende blev de nu ikke. Man kunne for min skyld sagtens have indsat et par nye navne i stedet (folk som Teddy Vork, A. Silvestri og andre).

Men på den positive side er kvaliteten af de noveller, der er kommet med, i top.

Langstrups egen “De sidste” bruger en klassisk model, men gør det effektivt; den alt for undervurderede Poul-Henrik Trampe leverer en ond lille sag; Kenneth Bøgh Andersen beviser, at hans noveller kan læses lige godt af børn og voksne; Peter Mouritzen har svært ved at undertrykke glimtet i øjet; Sara Skaarup leverer effekt med historien skåret ned til det minimale, mens Henning Mortensen skruer op for det groteske; Kenneth Bernholm går også efter bøh-effekten, mens Hanna Lützen får sat en tyk streg under stemningen i hendes yderst vellykkede “Staudebedet”; og så er der samlingens absolutte perle: Grete Roulunds “Laifs”. Roulund forstår at bringe sine personer udenfor deres faste rammer og snart lade dem indse, at de har bevæget ud, hvor de ikke kan bunde, og det beviser “Laifs” endnu engang med sit roligt opbyggede ubehag.

Alle novellerne i “Skygger” har været udgivet før – eller det må man formode, for er der én stor mangel ved samlingen, er det, at der ingen videre omtale af de enkelte forfattere er. Hver novelle følges af et årstal, og det er det. Det ville være rart med en introduktion, evt. redaktørens forklaring af, hvorfor netop denne novelle er kommet med i antologien. Men alt i alt er “Skygger” et rigtig godt bekendtskab – og svær at komme udenom, hvis man interesserer sig for dansk horror.