EN (BAT)MAND OG EN BY. “Batman City of Crime” er et digert værk på næsten 300 sider. Den er en dyster homage til Gotham og dens væsen. Men er Gotham interessant nok til, at fylde 300 sider med hende, eller falder det hele på gulvet?

En ung pige dør. Bruce Wayne føler sig skyldig. Han mødte pigen inden hun døde og smilede til hende. Skyldfølelsen er overvældende. Da en anden ung og gravid pige bliver kidnappet sværger Batman at han vil finde hende. Det er dog ikke så lige til. Alt imens er nogen ved at rydde ud i mængden af Gothams forbryderbosser, og er samtidig ved at erstatte det meste af byens borgere med mudderkloner. Batman går undercover som bygningsarbejder i Gothams værste kvarter, i håb om at finde en løsning og en sammenhæng. Men hvad eller hvem er “The Body”, og hvad har det at gøre med det hele?

“Batman City of Crime” lader en tilbage med flere spørgsmål end man startede med. Faktisk lader det ikke til, at der er et svar på historiens hovedforbrydelse. Det lader til at forfatteren pludselig er blevet træt af historien, og bare ville slutte den. Det har han så gjort, og læseren sidder tilbage og tænker “øh”. Historien er også meget springende. Der er en del huller, som ikke rigtigt bliver fyldt ud. Batman springer lidt i konklusionerne, og vandrer fra den ene forbryder til den anden af årsager, som kun er tydelige for nattens ridder selv. På de første 150 sider sker der en hel masse, hvorefter historien næsten stopper fuldstændig og slutter på ovennævnte vis.

Historien bliver ikke hjulpet på vej af at over 70% af teksten, findes i form af en fortællerstemme der, via blå tekstbokse, fortæller om alles tanker og om byens ideer. Det er lidt forvirrende, især fordi det ikke altid er let at adskille hvem der tænker hvad, eller om det bare er en forfatterkommentar. Nogen ville måske mene at der er tale om en grafisk roman (eller “graphic novel”, som man vil). Hvis længden alene kan afgøre om det er en grafisk roman, så må “Batman City of Crime” i sandhed være netop det!

Hvis der er et formildende punkt ved dette album, så er det tegningerne. De er generelt gode, men som man må forvente af en så lang tegneserie, så svinger de lidt i kvalitet. Det største problem er at tegneren åbenbart kun kan tegne ét ansigt. Det ansigt bruger han så på alle figurerne, udover de mest karakteristiske – i.e. The Penguin, Scarface mv. Blandt andet var jeg enormt forvirret over en nævekamp som den forklædte Bruce Wayne har med den ledende bygningsarbejder. De er tegnet så ens, så man aldrig er helt sikker på hvem der sider hvad og hvem der er ovenpå.

Som sagt er albummet en lang homage til Gotham. Det er dog ikke noget forskønnet billede der bliver malet. Snarere er det et hyperrealistisk billede af en by i forfald. Alligevel fornemmer man had/kærligheden mellem Batman og Gotham. Det er meget Millersk og det er faktisk for meget. Alt i alt er “Batman City of Crime” underholdende på de første 150 sider, men de sidste 150 er om ikke dårlige, så i al fald af en ganske anden kvalitet end de første.