ONE TOUGH COP! I fjerde bind i serien om Sin City bevæger vi os væk fra de sværdsvingende damer og deres genvordigheder. Det er befriende og det lader seriens noir-del komme til sin ret uden at blive forstyrret af (alt for mange) superheltelignende drejninger. Men er det et upassende mellemspil, eller fungerer det bedre end de andre bind i serien.

Hovedpersonen er ikke længere Dwight, som det har været i de andre bind. Nu er hovedpersonen John Hartigan. Hartigan skal pensioneres i dag, men der er en sidste opgave han er nødt til at løse. En sindssyg, pædofil voldtægtsforbryder (aka. Junior) er løs i Sin City og på sin sidste arbejdsdag, får Hartigan en enestående mulighed for at fange ham. Men Hartigan ved at forbryderen har venner, og en far der er højt, højt, højt oppe i systemet. Han er altså nærmest urørlig. Hartigan beslutter alligevel, at ret skal være ret og ender i hospitalssengen – skudt af sin egen makker. Men Hartigan reddede Juniors sidste offer, den elleveårige Nancy Callahan. Men snart skal Hartigan erfare at det ikke altid er nok, at redde jomfruen i nød. Nogle gange bliver ridderlighed og almindelig god altruisme belønnet med…. ja, med hvad?

Efter min mening er dette bind det hidtil bedste. Væk er de irriterende ninja-damer, væk er de fleste af de superheltelignende egenskaber, og vi står tilbage med noget der minder om gedign noir. Hartigan er sej, det er der ingen tvivl om, det nærmer sig da også det superhelteagtige, men det er kun på dramatisk passende tidspunkter. Man får aldrig en fornemmelse af at Hartigan gør noget “fordi han kan”, han gør noget “fordi det er nødvendigt”. Forskellen virker måske lille, men de der har læst de foregående bind i serien, ved hvad jeg mener. Historien passer rigtig godt til noirgenren. Den er præcis så fyldt med ulækre hemmeligheder, vold, sex og magt, at Bogart må klappe i sine små hænder.

Tegninger er par for serien. De er ikke underskønne, men de er heller ikke de bedste. Der er et interessant brug af farver (eller skulle man sige farve). Som titlen antyder, er der brugt gul. Dog kun til historiens forbryder. Den gule er velsagtens et symbol på det betændte, det klamme, det udspekulerede og vanvittige, og så fungere det godt (og så ikke et ord om hvilken symbolik der ellers ligger i den gule farve). Som vi skal se senere i serien, er Miller optaget af at fremhæve én eller to ting ved at give dem en farve. Hvorfor han gør det, må være op til læseren selv at afgøre.

“Sin City – Det gule svin” er så afgjort det bedste bind i serien indtil nu. Nogle vil måske mene at der er for meget humor i visse passager, men det mener denne anmelder nu ikke. Bindet har en god historie, som er  fortalt på en passende måde. Den er en klar afgivelse fra tidligere bind, men det fungerer – ikke bare i sin egen ret, men også som en del af serien i det hele taget. “Sin City – Det gule svin” er for serien hvad en sindig, men reel (og antisocial) onkel er for sin familie – læs den!